Bilejere efterlyser andre initiativer end bøder

Arkivfoto: Nordsjællands Politi.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er de færreste, der ønsker at overtræde færdselsloven og få en fartbøde.

Men når folk alligevel træder for hårdt på speederen, gør de det ofte, fordi de ikke kan gennemskue, hvor hurtigt de kan køre på vejen.

Sådan lyder det fra afdelingsleder i Forenede Danske Motorejere (FDM), Torben Lund Kudsk, der efterlyser andre virkemidler end bøder til at øge trafiksikkerheden.

»Vi skal give bilisterne en bedre fornemmelse for, hvor hurtigt man kan køre. Det koster penge, men det er, det vi ser, man gør i andre lande,« siger han og peger på, at man i Holland og England bruger at male vejene smallere. Det får bilisterne til at køre langsommere, fortæller Torben Lund Kudsk.

Han slår til lyd for initiativerne i søndagens Berlingske, hvor også en række eksperter mener, at der er behov for andre tiltag end bøder, hvis danskerne skal ændre adfærd.

Torben Lund Kudsk fra FDM forstår dog godt, hvorfor myndighederne griber til bødeblokken i stedet for at poste penge i at ændre malingen på vejene.

»Det er desværre et faktum, at det for kommuner og stat er nemmere at bede politiet at finde bødeblokken frem. Det er klart, at det koster penge at male vejene og vedligeholde dem. Men vi kan jo ikke have en politimand stående ved hvert et gadehjørne. Derfor er det vigtigt at ændre vejene, så bilisterne af sig selv bliver motiveret til at køre den hastighed, der er tilladt,« siger han.

Powered by Labrador CMS