Bildræbte 15-årig: -Jeg forsøgte førstehjælp
23-årig tiltalt bilist fortæller i retten om de skæbnesvangre minutter, der kostede 15-årig livet
– Jeg hørte et brag. Det lød som en eksplosion. Jeg standsede bilen og løb hen til knallertkøreren og forsøgte at give førstehjælp.
Den 23-årige mand, som er tiltalt for uagtsomt manddrab på en kun 15-årig knallertkører i september sidste år har netop forklaret om de nærmere omstændigheder ved Retten i Kolding.
Den skæbnesvangre ulykke fandt sted på landevejen mellem Grindsted og Billund.
– Havde du fået noget at drikke, spørger anklageren.
– Kun en enkelt øl, oplyser den tiltalte mand.
Kunne ikke redde ham
Den 23-årige bliver spurgt om, hvor stærkt han kørte, og hvordan vejret var.
– Der var kraftig tåge, og jeg kørte omkring 70 km/t. Jeg så noget i min egen vognbane og kørte derfor over i den modsatte vognbane. Jeg så ikke knallertkøreren, og jeg husker ikke, om han nåede at bremse op.
Umiddelbart efter det voldsomme sammenstød løb den 23-årige mand hen til knallertkøreren, hvor han forsøgte at give førstehjælp. Den 15-åriges liv stod dog ikke til at redde.
Anklageren har også spurgt ind til dækkenes tilstand på ulykkesbilen.
– Ja, det ene bagdæk var nedslidt, har den 23-årige ulykkesbilist erkendt.
Udbrød noget
Et vidne, der er kammerat til den tiltalte, er også blevet afhørt i retten. Han befandt sig i ulykkesbilen.
Han har netop forklaret, at han og den tiltalte havde været til et biltræf i Grindsted. De havde dog ikke selv kørt der, men udelukkende set på biler.
– Pludselig udbrød han (tiltalte, red.) noget og kørte over i den anden vejbane, har kammeraten forklaret.
Kammeraten husker ikke, om der blev bremset før ulykken. Han var optaget af at se på sin mobiltelefon.
Et andet vidne har netop forklaret, at tiltalte overhalede den bil, som hun var passager i. Tiltalte var ved at trække ind igen, da noget så ud som en eksplosion og knallertkøreren blev ramt.
Kvindens forklaring er altså i strid modsætning til, hvad ulykkesbilisten selv har forklaret.
Afviser stor erstatning
Moderen til den dræbte 15-årige dreng er også blevet afhørt om, hvorledes den tragiske ulykke har påvirket deres familie.
Bistandsadvokaten bruger moderens forklaring til at underbygge erstatningskravet på 240.000 kroner.
Et erstatningskrav, der ikke kan godkendes af den 23-åriges forsvarsadvokat.
På tilskuerrækkerne sidder pårørende til både den anklagede og til den dræbte 15-årige dreng.
Newsbreak.dk er til stede og følger retssagen