Bil brager ind i lufthavnsbygning: Føreren dræbt
Både bil og bygning brød i brand.
Torsdag aften klokken 20.59 indløb en melding om, at en bil var kørt ind i en bygning i Thisted Lufthavn.
Herefter brød begge dele i brand. I bilen sad en person, der blev dræbt.
Torsdag aften fortalte vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, at det på grund af omstændighederne ikke var muligt at identificere personen i bilen.
Det er vedkommende stadig ikke.
– Vi skal have personen endelig identificeret, siger Mette Helm, kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Det betyder, at han eller hun skal obduceres i Aarhus.
Politikredsen har været i forbindelse med pårørende til ejeren af bilen, der udbrændte totalt, men hvad der er kommet ud af det, vil man herfra – indtil videre – ikke dele med offentligheden.
Ifølge TV-Midtvest skal det dog dreje sig om en 26-årig fra lokalområdet.
– Personen har ramt et fyrrum. Det er nok det folk vil kalde det i dagligdagen. Det er et teknikrum, hvor der er er en fjernvarmecentral, og der er noget strøm og forskellige andre ting, som egentlig styrer bygningen. Det gør også, at bygningen er stort set uden strøm, forklarer Lars Enevoldsen, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, til samme TV-station.
Fare for sammenstyrtning
Efter bilen var kørt ind i bygningen var der på et tidspunkt fare for, den skulle styrte sammen.
– Så den måtte stabiliseres, siger Mette Helm, der også fortæller, at der er sket store materielle skader.
I løbet af fredagen skal en bilinspektør undersøge årsagen til, at bilen kørte ind i bygningen – samtidig skal der også foretages brandtekniske undersøgelser på stedet.