Bieber og Gaga med i særafsnit af Venner
Mere end 15 kendisser kommer til at medvirke i en særudgave af tv-serien "Venner" senere denne måned
Den længe ventede genforeningsudsendelse med stjernerne fra tv-serien “Venner” udkommer i en særudgave 27. maj.
Afsnittet vil ud over de seks venner indeholde en række stjerner, blandt andet Justin Bieber og Lady Gaga.
Det melder streamingtjenesten HBO Max torsdag.
Genforeningen af vennerne – Matt Le Blanc (Joey), Courteney Cox (Monica), Matthew Perry (Chandler), Jennifer Aniston (Rachel), Lisa Kudrow (Phoebe) og David Schwimmer (Ross) – sker, over 15 år efter at sidste afsnit af tv-serien løb over skærmen.
I alt kommer mere end 15 kendisser til at medvirke i særudgaven, melder HBO Max. Det gælder også tidligere skuespillere i serien, herunder Tom Selleck (Richard) og Maggie Wheeler (Janice).
Den britiske fodboldlegende David Beckham, “Game of Thrones”-skuespilleren Kit Harington og modtager af Nobels fredspris Malala Yousafzai er også blandt castet.
Særudgaven blev filmet tidligere på året i de samme kulisser som den originale tv-serie.
Optaget uden manuskript
Det er uklart, hvordan udsendelsen konkret bliver udformet. Det eneste, der er meldt ud, er, at afsnittet er optaget uden et manuskript.
Under optagelserne fik seks fans mulighed for at se det live. De blev valgt gennem lodtrækning.
Afsnittet skulle have være filmet for mere end et år siden, men det blev forsinket gentagne gange på grund af coronapandemien.
“Venner”, der blev sendt fra 1994 til 2004, var en af de mest populære tv-serier i 1990’erne. Serien har fået nyt liv på streamingplatforme og er stadig den dag i dag en af de mest sete serier.
Ud over “Venner” vil den populære tv-serie “Sex and the City” også blive genoplivet på tjenesten HBO Max under navnet “And Just Like That”. Det er uvist, hvornår den har premiere.