Bidt i låret: Hvem er den haltende røver?

En røver forsøgte at stjæle en hund. Det skulle vise sig at være en dum ide.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet søger vidner til et overfald og røveriforsøg i Ishøj. Røveriet mislykkedes – og røveren blev bidt i benet.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Fredag den 15. marts 2019 cirka klokken 19, blev en kvindelig hundelufter overfaldet af en mand med en køkkenkniv.

Overfaldet skete på Ishøjstien ud for Baldershøj 24 i Ishøj og gerningsmanden forsøgte at frarøve kvinden hendes hund. Da det mislykkedes, bed hunden gerningsmanden kraftigt i det ene lår, hvorefter manden stak af fra stedet haltende på det ene ben.

Uklart motiv

Hvorfor manden gik efter hunden, er uklart.

– Men han siger til hende på gebrokkent engelsk, han vil have hunden, siger Andreas Mollerup politikommissær ved Københavns Vestegns Politi, til Newsbreak.dk.

Ved overfaldet får kvinden desuden en række snitsår, oplyser politikommissæren.

Signalement:

Gerningsmanden beskrives som:
Mand, 40-50 år, 180-190 centimeter høj og almindelig af bygning. Han er lys i huden, har mørke øjne og talte gebrokken engelsk med dansk accent. Han var iført knælang mørk jakke med hætten trukket op over hovedet. Det virkede som om jakken var for stor til ham. På fødderne bar manden army-grønne gummistøvler.

Efter røveriet må gerningsmanden have haltet på det ene ben som følge af hundebiddet, skriver politiet.

Set flere gange

Inden gerningstidspunktet blev gerningsmanden set to gange af offeret og et vidne henholdsvis om formiddagen og om eftermiddagen ved et naturområde med en sø mellem Ishøj Bygade og Pilemarksvej tæt på Ishøj Landsby.

Begge gange iført de army-grønne gummistøvler og den mørke jakke som på gerningstidspunktet.

Har du oplysninger i sagen, kontakt Københavns Vestegns Politi på telefonnummer 43861448.

Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Københavns Vestegns Politi.

Powered by Labrador CMS