Biden er tilbage i Det Hvide Hus

Efter fire års fravær er Joe Biden atter rykket ind i Det Hvide Hus - denne gang som præsident

USA’s præsident, Joe Biden, på trappen ved indgangen til Det Hvide Hus sammen med sin hustru, førstedame Jill Biden. Parret ankom til præsidentboligen kort før klokken 22 dansk tid. Foto: Jim Watson/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

USA’s præsident, Joe Biden, er onsdag aften dansk tid trådt ind i Det Hvide Hus sammen med USA’s nye førstedame, Jill Biden.

Efter indsættelsesceremonien i Kongressen og et besøg ved de ukendte soldaters grav på Arlington-kirkegården kørte Biden-parret mod Det Hvide Hus.

Det foregik i en limousine med nummerpladen “46” – som er Bidens nummer i rækken af præsidenter.

Præsidenten og førstedamen steg ud af bilen og gik det sidste stykke til fods mod Det Hvide Hus.

Fire års fravær

Det er fire år siden, at Biden forlod Det Hvide Hus, da hans otte år som vicepræsident under præsident Barack Obama sluttede.

Kort efter nåede også vicepræsident Kamala Harris og hendes mand, Doug Emhoff, frem til deres kommende embedsbolig.

Langs hele ruten var den nye præsident og førstedame samt deres følge omgivet af maskerede agenter fra Secret Service. Det er den tjeneste, der har ansvaret for at passe på præsidenten, vicepræsidenten og andre højtstående politikere.

Biden-parret og deres følge blev fulgt af et militært orkester og en sværm af politi på motorcykler.

Hilste på få

Undervejs småløb den 78-årige præsident hen til de afspærringer, der var stillet op, for at hilse på blandt andre borgmesteren i Washington D.C., Muriel Bowser.

Hvor der tidligere år har været hundredtusinder af mennesker samlet i Washington D.C. i forbindelse med indsættelsen, er gaderne i år stort set tomme.

Det skyldes dels coronapandemien, men også en risiko for angreb eller uroligheder fra yderliggående gruppers side.

Powered by Labrador CMS