Bevæbnet mand tog flere gidsler

Tirsdag aften var en gidseltagning i gang i Frankrig.

Offentliggjort Sidst opdateret

OPDATERING: Fransk politi oplyste kort efter klokken 21, at de tre sidste gidsler var løsladt.

En bevæbnet mand har tirsdag taget flere gidsler på en café ved Toulouse i det sydvestlige Frankrig.

Det skriver en række internationale medier, blandt andre The Telegraph.

Gidseltageren er bevæbnet og iført en motorcykelhjelm. Han stormede ind i caféen klokken 16.15. Han har taget fire gidsler.

Den lokale avis La Depeche du Midi skriver, at alle fire gidsler er kvinde.

Manden har to gange skudt mod politiet. Begge gange da de forsøgte at nærme sig caféen, der ligger i den lille by Blagnac ved Toulouse.

Området er siden blevet afspærret af franske specialstyrker.

Den lokale avis siger, at politiet ikke betragter gidseltagningen som terror-relateret. Der skulle derimod være tale om et røveri, der er gået galt.

Andre franske medier – Le Parisien og Le Figaro – citerer derimod unavngivne kilder fra det franske sikkerhedsvæsen for at manden skulle bære et GoPro-kamera, der ofte bruges af terrorister til at filme angreb.

Manden har bedt om en forhandler og har truet med at dræbe et gidsel, hvis ikke politiet rykker sig længere tilbage.

Powered by Labrador CMS