Betonklods-drab: Politi tror på opklaring
Selvom Fyns Politi stadig ikke har fået en gennembrud i det omfattende sags-kompleks, der tæller mange stenkast fra motorvejsbroer på Fyn, så har efterforskningslederen stadig en tro på, at man kommer til bunds i sagen.
1.300 tip fra borgerne. 4.000 billag svarende til 20.000 sider. 250 dna-skrab og et utal af afhøringer.
Så omfattende er sags-komplekset om de mange stenkast fra fynske motorvejsbroer, der har bragt bilister i fare og i ét tilfælde endte med at koste menneskeliv, da en cirka 30 kilo tung sten ramte en 33-årig tysk mor, Nelli Gosmann, og hendes families bil. Den 33-årige kvinde blev dræbt ved ulykken mens hendes 36-årige mand kom alvorligt til skade og efterfølgende er svært handicappet. En fem-årig søn slap uskadt.
Sags-komplekset tæller i alt 11 sager startende med et stenkast den 2. august 2015 hvor mellem fem og ti sten blev kastet ned fra motorvejsbroen ved Spedsbjergvej vest for Odense. Den seneste sag er fra den 28. august 2018, hvor Fynske Motorvej blev lukket efter et stenkast fra motorvejsbroen ved Ravnebjerggyden syd for Blommeslyst. Det skriver Fyns.dk.
Til avisen siger efterforskningsleder i sagen, vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, Richardt Jakobsen:
– Vi er fortsat ligeså mange dedikeret til den her sag, som vi var for et halvt år siden, og jeg tør da også godt at sige, at det er en af de sager, der har krævet allermest af Fyns Politi. Men det er jo også vigtigt at understrege, at der ikke kun er én sag, men mange, der efter alt at dømme har forbindelse til hinanden, forklarer han.
Ikke en typisk drabssag
Problemet med de mange sager om stenkast fra motorvejsbroer er, at politiet ikke har efterforsket noget lignende før. Det gør det hele mere komplekst.
– Det her er ikke den typiske drabssag, faktisk er den meget atypisk. Dels har vi ikke tidligere efterforsket sager med stenkast fra motorvejsbroer, og dels aner vi ikke, hvilket forsæt gerningsmændene har haft. Er der tale om et barn, så handler det måske mere om sjov og ballade, end hvis det er et voksent menneske, som formentlig har haft til hensigt at slå ihjel. Og det gør det alt andet lige svært og kompliceret at efterforske, forklarer Richardt Jakobsen til avisen.
Nye efterforskningsskridt
Til Newsbreak.dk forklarer Richardt Jakobsen, at man har nye efterforsknings-initiativer på vej.
– Men jeg kan selvfølgelig ikke fortælle offentligheden om, hvad det er. Vi kan kun sige, at vi er i fuld gang med efterforskningen af sagerne, siger Richardt Jakobsen.
Spørgsmål: Tror du stadig på, at I kommer til bunds i sagen?
– Ja. Vi har bestemt ikke opgivet håbet om, at vi kommer til bunds i den omfattende sag, siger Richardt Jakobsen.