Betjente nægtede at give op: Fandt forkommen 56-årig i skov langt fra alfarvej
Roser til dedikerede betjente efter vellykket eftersøgning.
Med stålsat vilje begav tre hundepatruljer sig ud i et tæt skovområde ved den nordjyske by Skivum. Fra sit hjem forlod en nedtrykt 56-årig kvinde nemlig byen, og hun skulle altså findes, fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi til Newsbreak.dk lørdag. Han kan berette om en fortælling, der har en god portion spænding og en forholdsvis lykkelig slutning.
Selve redningsseancen fandt sted fredag aften og nat. Den 56-årige kvinde gik fredag eftermiddag ved 15.45-tiden fra sit hjem i Skivum i såkaldt nedtrykt sindstilstand. Mange mennesker begynder at lede efter kvinden i området, og selv om det er velment, så var det faktisk med til at besværliggøre sagen, da politiet bliver indblandet.
Politiet havde sådan set allerede rekvireret en helikopter i løbet af aftenen. Den – og mandskab ombord – skulle hjælpe med at søge efter kvinden, men på grund af kraftig og tæt tåge var det uladsiggørligt. Så hundepatruljerne var ekstra opstemt på at skulle finde kvinden her. “De vil bare ikke give op”, siger vagtchefen med tydelig stolthed i stemmen.
Fundet midt i skoven
Som nævnt var det ikke kun bøvl med tågen, der gjorde det svært at finde kvinden. For de mange mennesker, der havde trasket rundt i eftersøgningsområdet havde afgivet duft og andre spor.
– Vores hunde havde svært ved at få færten af de rigtige spor, så patruljerne bliver ved med at udvide området, og pludselig fanger en hund et spor ind gennem et skovområde, siger Per Jørgensen.
Her efter fortsætter den dygtige hund med at forfølge sporet i det ufremkommelige terræn og i mørke – klokken er omkring tre om natten – over en strækning på cirka 2,5 kilometer. Hunden førte betjentene direkte til en skråning, hvor den stærkt afkræftede kvinde lå. Midt ude i skoven.
Således skulle man tro, fortællingen slutter her – men næ nej.
Båret en kilometer
For inde i skoven, hvor kvinden ligger og er voldsomt afkølet, afkræftet og generelt forkommen, er der så ufremkommeligt, at en tilkaldt ambulance ikke kan komme frem.
– Betjentene på stedet må så koordinere med ambulancetjenesten, så de sammen finder et sted, hvor ambulancen kan komme til. Det viser sig så, at den ikke kan komme tættere på end en kilometer fra findestedet. Så en kollega bærer simpelthen kvinden denne kilometer, siger vagtchefen.
Hun transporteres derefter til sygehuset, hvor hun modtog behandling. Hendes tilstand var umiddelbart ikke livstruende, da Newsbreak.dk talte med Per Jørgensen.