Betjente affyrer varselsskud mod speedbåd

En mand spillede lidt for smart med en softgun. Det satte det helt store apparat i gang.

Politiet affyrede fredag varselsskud i Københavns Havn. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag eftermiddag ændrede sig pludselig til det mere dramatiske for de solhungrende danskere, der befandt sig i Københavns Havn.

En mand affyrede skud med en riffel fra en speedbåd, hvilket fik politiet til at møde talstærkt op klar til at tage hånd om situationen.

– De (politiet) mødte op i det sikkerhedsmæssige udstyr til at anholde farlige gerningsmænd, siger Carsten Reenberg, vagtchef ved Københavns Politi til Newsbreak.dk.

Ifølge Ekstra Bladet smed gerningsmanden, en 39-årig mand, våbnet fra sig, da betjentene affyrede varselsskud.

Ekstra Bladet har været kontakt med et af de vidner, der på nærmeste hånd var vidne til dramaet på vandet.

– Vi sidder og hygger nogen bekendte nede ved vandet. Så lyder det: piv, piv, piv. Jeg kigger over på dem og kan se, de står og skyder ned i vandet, så det sprøjter op, fortæller kvinden til Ekstra Bladet.

Da politiet fik tvunget den 39-årige mand til at smide sit våben fra sig, viste det sig, at der var tale om en såkaldt softgun.

– Der er tale om et særdeles vellignende softgunvåben. Billeder fra stedet viser, at det stort set er umuligt at skelne softgunvåbnet fra et ægte, forklarede Henrik Stormer, gårsdagens vagtchef.

Op til otte års fængsel

Den 39-årige mand er i forbindelse med episoden blevet anholdt. Han sigtes for overtrædelse af §119 for trusler mod polititjeneste mand. En overtrædelse der i grove tilfælde kan give op til otte års fængsel.

– Der vil ikke blive givet otte års fængsel her, men det er en meget alvorlig situation. Betjentene har følt sig truet og man skal huske på, at varselsskudet er skridtet lige inden man skyder efter den mistænkte, sagde Henrik Stormer til Ekstra Bladet og understregede:

– Det synes at være noget dumt at slæbe sådan et våben med ud i det offentlige rum med den situation vi er i i Danmark i dag.

Den 39-årige mand er fra Københavns-området og ejer af båden. De øvrige personer er ikke blevet sigtet.

Powered by Labrador CMS