Betjent stjæler 550.000 fra 79-årig kvinde: Forsøger at myrde hende bagefter
Han lovede også at passe hendes hund, mens hun var på hospitalet, men i stedet solgte han den, uden hun vidste det.
En betjent har stjålet 550.000 kroner fra en gammel dame og solgt hendes hund i avisen, inden han forsøgte at myrde hende.
Mandag blev Frankie Eugene Bybee anholdt, efter den 79-årig kvinde havde anmeldt ham for svindel. Efter anmeldelsen forsøgte betjenten at myrde hende, og han er nu anholdt for blandt andet mordforsøg. Det skriver WPTV.
Solgte hunden gennem den blå avis
46-årige Bybee har været ved Sarasota Sheriff’s Office i 18 år. I oktober blev han sendt ud til den 79-årige kvindes hjem. Herefter vandt han hendes tillid ved at passe hendes hund, besøge hende på hospitalet og introducere hende for sine børn. Men han valgte at udnytte hendes tillid til at stjæle over en halv million kroner fra hende.
Den første anmeldelse kommer fra 20. december 2016. Her havde Bybee lovet at passe kvindens hund, mens hun var på hospitalet. Han tog endda imod en check, der skulle bruges til eventuelle nødstilfælde med hunden. Men i stedet beholdt han pengene og solgte hunden gennem den lokale avis.
9. januar i 2017 blev fire checks udstedt til Bybee med en værdi på 550.000 kroner tilsammen. Den ældre dame vidste ikke checksene var blevet udstedt og i en efterfølgende efterforskning er Bybees fingeraftryk fundet på dem.
Tidligere mistænkt
Kvinden anmeldte Bybee for svindel og få dage senere forsøgte han at myrde hende ved at tvinge hende til at tage piller. Han forsøgte derefter at få hendes død til at ligne selvmord, ved at tænde hendes bil og lade garagedøren stå åben. På den måde ville det se ud, som om kvinden var blevet forgiftet af kulilte. Det skriver CBS News.
Heldigvis havde Bybee ikke held med sit forehavende, og kvinden overlevede. Betjenten er nu tiltalt for svindel, alvorligt tyveri, røveri fra en beboet bolig, vold mod en person over 65 og mordforsøg.
Bybee har tidligere været under efterforskning fem gange under sin ansættelse hos politiet og er blevet suspenderet flere gange.
– Det er helt aldeles uacceptabelt, at en person, der arbejder i en stilling, hvor befolkningen har tillid til vedkommende, er i stand til at stå bag så forfærdlige forbrydelser, som Frankie Bybee har begået, siger sheriffen Tom Knight og fortsætter:
– Det er en skamplet på vores afdeling og på vores profession.