Betjent opfandt skudattentat
Nu har han mistet jobbet.
En politibetjent risikerer at blive efterforsket af sine egne.
CBS News skriver, at 21-årige Angel Reinosa er under mistanke for at fabrikere en historie om, at han skulle være blevet skudt i skulderen, mens han stod foran sin arbejdsplads, politistationen i Lancaster, nord for Los Angeles.
Ifølge CBS News forsøgte Angel at få hjælp over radioen onsdag i sidste uge.
– Jeg bliver beskudt fra nord for helikopterlandingspladsen. Jeg tror, jeg er blevet ramt i højre skulder. Jeg tror, der blev skudt fra vinduet i en lejlighed. Der er flere åbne vinduer. Jeg ved ikke, hvorfra skuddene kom, sagde den unge politibetjent, da han bad om hjælp. Og hjælp kom der.
Boliger evakueret
CBS News skriver, at der blev sendt specialstyrker ud i området. De gik fra dør til dør i det boligområde, Angel havde udpeget, og de evakuerede den ene bolig efter den anden.
– Når en betjent siger, at han er blevet skudt, så svarer vi igen. Vi arbejdede i ets tort område, fordi vi ikke vidste, hvor skytten befandt sig, siger Kent Wegener, der efterforsker sagen.
Det kom siden frem, at historien var opdigtet. Man kunne ikke finde nogen tegn på, at Angel var blevet skudt, eller beskudt. Han havde huller i sit tøj, og han har siden indrømmet, at han selv havde lavet hullerne.
– Der var ingen skytte. Der blev ikke skudt. Han blev ikke ramt i skulderen, siger Kent Wegener, ifølge CBS News.
Angel er blevet fyret fra sit job som politibetjent, og derudover risikerer han altså at blive sigtet, for på groft dansk, at spilde sine kollegers tid.