Betjent blev slæbt efter bil: Måtte skyde sig fri
En politibetjent måtte afgive varselsskud for at slippe væk fra en narkobande, der slæbte ham efter deres bil.
En betjent måtte afgive to varselsskud, da han torsdag aften blev slæbt efter en bil med to formodede narkohandlere i Esbjerg.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
En politipatrulje blev opmærksom på en bil, hvorfra der angiveligt foregik en narkohandel.
Da betjentene tager kontakt til de formodede narkohandlere, griber den ene af gerningsmændene inde i bilen fat i armen på den ene betjent, hvorefter bilen sættes i gang og betjenten slæbes efter.
Betjenten afgiver to varselsskud, hvorefter han bliver sluppet og falder ned på kørebanen, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Blev efterfølgende anholdt
Politiet jagtede gerningsmændende, som stillede bilen og løb fra stedet.
De blev efterfølgende indhentet og anholdt.
De to mænd fremstilles fredag klokken 11 i grundlovsforhør.
Da betjenten afgav skud, er Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) blevet orienteret i sagen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Betjenten kom kun lettere til skade ved episoden.