Betjent anklages for at opfordre til at køre protesterende “sorte” ned
En amerikansk betjent er havnet i vælten i USA, efter han på en Facebook-profil opfordrede bilister til at køre protesterende personer ned i forbindelse med Martin Luther King-day for nylig.
Der er røre i den amerikanske andedam, efter beskyldninger mod en betjent i byen St. Paul i Minnesota angiveligt har opfordret bilister til at køre protesterende personer med forbindelse til Black Lives Matter-bevægelsen ned.
“Kør den over. Lad trafikken glide og sæt ikke farten ned for de idioter, der forsøger at blokere vejene.”
Sådan skrev en betjent fra S. Paul Police Department angiveligt på Facebook, da Black Lives Matter-bevægelsen varslede en march i anledning af Martin Luther King-day i mandags. MLK-day er en fejring af en af verdenshistoriens bedst kendte fortalere for “sortes” rettigheder i USA.
Nu bekræfter politiet, at der er en igangværende undersøgelse af den pågældende betjents udgydelser på Facebook.
Borgmester: Jeg er rasende
Byens borgmester har ifølge Fox-stationen KMSP udtalt, at han er rasende og frastødt over betjentens opslag på det sociale medie.
– Der er ikke plads i St. Pauls politi til medarbejdere, der truer medlemmer af offentligheden. Hvis beskyldningerne er rigtige, vil vi gøre, hvad der står i vores magt, for at retten sker fyldest, siger Chris Coleman i en pressemeddelelse.
St. Pauls politi har også omtalt sagen på sin Facebook-profil, hvor det fremgår, at man er i gang med en undersøgelse. Betjenten har angiveligt sagt op fra sit job.