Betaler vildt beløb: Er Anne-Elisabeth i live?

En modpart skulle i juli have taget kontakt til familien til den forsvundne Anne-Elisabeth Hagen-familien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge det norske medie VG skulle familien til den forsvundne Anne-Elisabeth Hagen have betalt millioner for at få et livstegn.

VG skriver, at de formodede gerningsmænd i juli skulle have taget kontakt til Hagen-familien med et krav på omkring ti millioner norske kroner, svarende til 7,5 millioner danske kroner, for tegn på liv.

Familien skulle have efterkommet kravet, men modtog aldrig noget, skriver VG.

I slutningen af juni sagde norsk politi på et pressemøde, at det antager, at Anne-Elisabeth Hagen, som har været forsvundet i otte måneder, er blevet dræbt.

Politiet forlod dermed den oprindelige hovedmistanke: At Hagen blev bortført med et økonomisk motiv.

Forsøger at spore konto

I begyndelsen af juli – omkring to uger efter pressemødet – skulle familien have modtaget kravet, som skulle betales i euro.

Betalingen skulle være sket til en konto, som norsk politi stadig forsøger at spore, skriver VG.

Det var første gang i over fem måneder, at de formodede gerningsmænd har taget kontakt til familien.

VG har været i kontakt med familiens advokat, Svein Holde, men han ønsker ikke at kommentere de nye oplysninger. Samme melding kommer fra politiet.

I galleriet ovenfor kan du se billeder fra politiets omfattende undersøgelser.

Forsvandt i oktober sidste år

69-årige Anne-Elisabeth Hagen er gift med en af Norges rigeste mænd Tom Hagen. Hun forsvandt fra parrets hus i byen Lørenskog i Oslo-egnen, og sidste livstegn var 31. oktober sidste år.

Det skulle have været en telefonsamtale klokken 09.14.

Både Interpol og Europol har bistået norsk politi i efterforskningen.

Politiet har også haft dykkere ude på søen Langvannet i Lørenskog. Søen grænser op til Hagen-familiens bolig.

Som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet, har norsk politi også foretaget undersøgelser i Danmark i forbindelse med sagen.

Teori: Intet økonomisk motiv

Det har tidligere været oplyst, at der i huset lå et brev fra formodede gerningsmænd. Her krævede de angiveligt løsepenge og truede med at bruge vold mod kvinden.

Disse oplysninger står i dag i et andet lys med antagelsen om, at der formentlig ikke var tale om en bortførelse med økonomisk motiv, men om et drab.

– Det er mest sandsynligt, at hun har været udsat for en alvorlig strafbar handling. Men vi anser det for mindre sandsynligt, at vi står over for en bortførelse med økonomisk motiv. Hovedhypotesen er ændret til drab, sagde lederen af efterforskningen, Tommy Brøske, på pressemødet i juni.

Powered by Labrador CMS