Betale med Mobilepay og få bonus

Pressefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan være vanskeligt at lukke pungen med alle de bonus- og loyalitetskort man slæber rundt på. Det problem har Mobilepay nu fundet en løsning på.

Mobilepay har lanceret en bonusordning, som fra torsdag giver de handlende mulighed for automatisk at opspare en bonus på 5 pct af købet, hvis butikken tilbyder Mobilepay Bonus. Senere kan bonus-kronerne så benyttes i samme butik. Det oplyser Danske Bank, der står bag Mobilepay, på sin hjemmeside.

Det er Lyngby, som i første omgang bliver prøvekanin for ordningen.

»I første omgang ruller vi konceptet ud i begrænset omfang, så vi kan se, hvad kunderne og butikkerne synes om vores nye initiativ. Vi har valgt at gøre Lyngby til Danmarks første MobilePay Bonus-by. I næste fase vil vi teste løsningen grundigt hos en eller to landsdækkende kæder og også tilbyde at understøtte eksisterende større bonusprogrammer. På sigt er ambitionen at kunne tilbyde kunderne bonus, hver gang de betaler med MobilePay,« skriver chef for Mobilpay i Danske Bank, Mark Wraa-Hansen, i en kommentar.

Mobilepay Bonus vil være at finde i 25 butikker i Lyngby. Det bliver i butikker som Blomsterbergs café, Jardex, Engelsk Herremagasin og Løberen, at der er 5 pct. at hente.

Powered by Labrador CMS