Besynderligt: Høflig tricktyv stjal penge fra 96-årig
Politiet efterlyser vidner eller andre, der kender noget til en virkelig høflig tricktyv.
Det bankede fredag eftermiddag på døren hos en 96-årig kvinde i Holstebro, men det var hverken familie eller naboen, der skulle låne en kop sukker. Uden for stod en vaskeægte tyveknægt. Det opdagede beboeren dog først, da den tyvagtige mand var gået igen.
Således blev kvinden, der bor i Toftegade-kvarteret i Holstebro, udsat for et tricktyveri, men hun har dog ikke lidt nogen form for fysisk last. Rent faktisk har hun ifølge politiet beskrevet manden som værende ganske flink. Det skriver TVMidtvest. Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, bekræfter hændelsen over for Newsbreak.dk.
Da kvinden åbner døren for manden, der bankede på, viser han hende et fotografi af et spædbarn og beder om at låne toilettet. Det får manden lov til, men da han forlader stedet, mangler den 96-årige kvinde 500 kroner fra sin pung. Hurtigt, venligt og effektivt tyveri.
Politiet vil i denne sag gerne høre fra vidner, der måske har set eller hørt om manden og hans ugerning. Han er beskrevet af den 96-årige som værende mellem 35 og 40 år gammel, og han var iført brunligt arbejdstøj. Manden talte engelsk og så østeuropæisk ud.
Lignende tilfælde
I Brænderigården også i Holstebro har et lignende tilfælde fundet sted, skriver TVMidtvest. Her blev der banket på døren til en 65-årig mand, der ifølge mediet også fik forevist et billede af et spædbarn.
Manden, der banker på her, har et signalement, der ifølge TV-stationen minder om det fra Toftegade. Derfor har politiet en teori om, at der kan være tale om den samme person.
Vedkommende blev dog ikke lukket ind hos den 65-årige.
Vagtchef Jens Claumarch kan lørdag morgen ikke bekræfte over for Newsbreak.dk, at de to sager minder om hinanden.
– Som jeg kan se det, drejer sagen fra Brænderigården sig om tiggeri, siger han.
Uanset hvad, kan du kontakte Midt- og Vestjyllands Politi med informationer på telefonnummer 114.