Bestialsk drab: Ung mand fundet død

Svensk politi fandt en ung mand med kraftige skader efter mulige øksehug. Hans liv stod ikke til at redde.

En teenager er muligvis blevet dræbt med en økse i Stockholm. Genrefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

En teenagedreng er dræbt i Stockholm-forstaden Sollentuna fredag aften.

Drabet kan være begået med en økse, skriver netaviserne Aftonbladet og Expressen.

En ung mand er anholdt på mistanke for drab.

Den formodede gerningsmand, som muligvis selv er teenager, ringede selv til politiet fredag aften ved 22-tiden og fortalte, hvad han havde gjort.

– Politi og ambulance blev tilkaldt. Anmelderen blev anholdt på stedet, og i nærområdet fandt vi en alvorligt såret person, siger polititalsmand Per Fahlström.

Muligvis dræbt med økse

Ifølge Aftonbladet og Expressen blev offeret fundet med alvorlige skader i hovedet og på ryggen. Politiet mistænker, at skaderne er påført ham med en økse, skriver de to medier.

Offeret blev bragt med ambulancehelikopter til et hospital.

I første omgang behandlede politiet sagen som et drabsforsøg. Men i løbet af natten afgik den hårdt sårede unge mand ved døden, og dermed er der nu tale om en grov drabssag.

Politiets vagthavende vil ikke komme ind på detaljerne i den foreløbige efterforskning.

Ifølge Aftonbladet er de pårørende blevet underrettet.

Det område i Sollentuna, hvor drabet blev begået, er lørdag morgen afspærret, og politiets teknikere arbejder på stedet.

Powered by Labrador CMS