Beskyldning: K-profil brugte mindetale til valgkamp
Folketingsmedlem Mike Legarth (K) beskyldes for at bruge sin tale ved mandagens mindehøjtidelighed i Esbjerg til at føre konservativ valgkamp. Flere af tilhørerne var så utilfredse med den konservative politikers, at de begyndte at buhe, skriver jv.dk.
En af de utilfredse er Peter Langwithz Smith. Han siger til avisen:
»Det er uværdigt, og det hører ikke hjemme sådan en aften. Den aften handlede ikke om partipolitik. Det er fuldstændig unødvendigt.«
På Mike Legarths politiske profil på Facebook skriver Henriette Claydon-Smith:
»Din tale var fraværende og tydeligt politisk motiveret – det virkede nærmest som om forståelsen af weekendens begivenheder og befolkningens stemning ikke var nået helt ind i byrådssalen i Esbjerg. Du satte selv trumf på, da du gerne ville komme med tre konservative forslag til, hvordan ekstremisme og terror skal bekæmpes i Danmark. Folkemængden svarede heldigvis igen med rungende »Buh!«. Du får også et »Buh« fra mig.«
Mike Legarth understregede ifølge jv.dk i sin tale, at Konservative er klar med flere penge til efterretningstjenesten, så hjemvendte Syrien-krigere og potentielle terrorister kan overvåges. For det andet påpegede Legarth, at hans parti vil give flere penge til Kriminalforsorgen for bedre at kunne modvirke radikalisering – og som det tredje vil Konservative etablere nærpolitistationer i ghettoområder.
Mike Legarth afviser kritikken.
»Nej, det var ikke tid og sted at føre valgkamp. Derfor gjorde jeg det ikke. Men jeg mener, det var stedet og tidspunktet til også at se fremad og være konstruktiv. Til at se, hvordan vi kommer videre, og det var det, jeg gav mit syn på, fordi det fyldte noget hos mig som politiker og menneske,« siger han til jv.dk.