Bertel i stort dilemma

Bertel Haarder har fået mere travlt end nogensinde, siden han forlod Folketinget i oktober

Offentliggjort Sidst opdateret

Det går strygende med tv-karrieren, meldte 78-årige Bertel Haarder, der sidste efterår fratrådte som medlem af Folketinget efter 41 år, hvoraf halvdelen som minister.

Det fortalte han til kendte.dk ved premieren på dokumentarfilmen om Niels Bohr mandag aften i Imperial Bio.

Lænkefri tilværelse

Den lænkefri tilværelse udenfor borgens tykke mure varede dog ikke særligt længe. For kort efter fik han tilbud om at blive tv-vært i sit eget talkshow, ’Bertel &’ på DK4.

– Jeg har allerede lavet flere interviews. Emnet er ikke kun politik, forklarede den 78-årige politiker, der samtidig måtte erkende, at han er kommet til at sige ja til for meget i det, der oprindeligt var planlagt som en pensionisttilværelse med løs bagkant.

God tid

– Jeg skal lære at sige nej. Siden min fratræden har jeg aldrig haft så travlt. Det er fordi alle tror, at nu har jeg god tid, fortalte han, der ved siden af tv er klummeskribent hos syv medier.

Bertel Haarders jævnaldrende hustru, Birgitte, troede, hun skulle til at se mere til ægtefællen. Men sådan er det ikke gået.
Bertel Haarders jævnaldrende hustru, Birgitte, troede, hun skulle til at se mere til ægtefællen. Men sådan er det ikke gået.

Og så kaster han sig også lige over indspark i den aktuelle debat.

– Så sent som i dag har jeg forsvaret slagtningen af Store Bededag til fordel for, at 2. Pinsedag ville være bedre, sagde han, der bestemt ikke begræder sin afgang.

– Det er dejligt at være udenfor Christiansborgs mure, men jeg er varm tilhænger af, hvad der foregår på borgen, understregede han, der også får tid til at vinterbade, cykle og ordne have.

Powered by Labrador CMS