Berlins overborgmester træder af til december
Efter 13 år på posten vil socialdemokraten Klaus Wowereit ifølge flere medier gå af som Berlins regeringschef.
Berlins socialdemokratiske overborgmester, Klaus Wowereit, trækker sig fra posten, som han har siddet på siden 2001, erfarer flere tyske medier.
Ifølge Bilds informationer vil Wowereit gå af den 11. december. Den 60-årige Wowi, som han kaldes i folkemunde, er den regeringschef, der har siddet længst ved magten i en af de tyske delstater.
Wowereit har tidligere været nævnt som et muligt kansler-emne, men i 2013 trak han sig som næstformand i SPD efter at være kommet i modvind på grund af sin rolle i et storstilet lufthavnsbyggeri i den tyske hovedstad.
I januar sidste år kostede byggeskandalen ved opførelsen af en nye internationale lufthavn i Berlin, Berlin-Brandenburg International Airport (BER), allerede overborgmesteren jobbet som bestyrelsesformand for selskabet bag lufthavnen.
Berlin-Brandenburg International Airport (BER) skulle have åbnet i 2011, men åbningen er flere gange blevet udskudt på grund af omfattende problemer med brandsikkerheden.
Sidste år viste en rapport således, at der var flere end 20.000 fejl og mangler ved lufthavnen, men lufthavnen hævdede dog, at de høje tal var misvisende, og at det største problem var brandsikkerheden.
Der er fortsat ikke fastlagt nogen dato for, hvornår lufthavnen åbner.
/ritzau/