Benzintyveri gik ikke som smurt i olie
To mænd luskede natten til søndag rundt ved nogle både i Karrebæksminde.
Natten til søndag omkring klokken 00.48 havde et vidne lagt mærke til to unge mænd, der befandt sig på Karrebæksstræde ved Karrebæk.
Vidnet kunne se, at de luskede omkring ved nogle både, som de formentlig ville stjæle benzin fra.
Men det endte ikke helt som planlagt for den ene af de to unge mænd.
Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
I første omgang stak de to unge mænd af fra stedet.
Den ene af mændene havde dog efterladt noget vigtigt i området.
For kort tid efter vendte den ene mand tilbage til stedet, for at se om han kunne få sin bil med derfra.
Men det var ikke en mulighed, for vidnet stod klar og fik fat i den 20-årige mand. Han blev tilbageholdt, indtil politiet ankom.
Den 20-årige – en mand fra lokalområdet – blev sigtet for tyveri af benzin.