Benzindyk: Så meget har du sparet

Benzinpriserne i 2015 har været de laveste siden 2010. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Benzinpriserne i 2015 har været de laveste siden 2010. Det har betydet en markant besparelse for forbrugerne.

Den gennemsnitlige listepris for både benzin og diesel har i årets første måneder været så lav, at bilister har sparet omtrent 1.000 kroner i forhold til samme periode sidste år. Det viser en ny analyse fra BilBasen og Spar Nord, der har gennemgået tal fra OK Benzin.

Prisniveauet på benzin og diesel er sågar det laveste siden 2010.

– Når vi som nu ser priserne stabilisere sig på et betydeligt lavere niveau, så er det noget, der kan mærkes. Ikke bare hos den enkelte bilist, men også på samfundsniveau, fordi det frigør penge til andet forbrug hos såvel bilister som de virksomheder, hvor brændstofomkostninger vejer tungt, påpeger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm i en pressemeddelelse.

Uafbrudt priskrig

Det er blandt andet en cirka 10 år lang priskrig, der er skyld i de lave brændstofpriser, vi ser i Danmark. Det siger kommunikationschef i OK, Lene Bonde.

– I Danmark er vi i den helt specielle situaton, at vi har haft en stort set uafbrudt priskrig på brøndstof i mere end 10 år. Konkurrencesituationen varierer fra lokalområde til lokalområde, men i gennemsnit betyder prispresset, at danskerne tanker til godt en krone under listeprisen. Og lige nu ser vi mange steder, at prisen på blyfri 95 i perioder dykker under 10 kroner, mens dieselprisen tilsvarende kommer under 8 kroner, siger hun.

Analysen er baseret på et årligt kilometerfrobrug på 20.000 kilometer.

Powered by Labrador CMS