Benhårde nedskæringer hos Grundfos
Nedskæringerne hos den økonomisk pressede pumpeproducent Grundfos i Bjerringbro har et større omfang end hidtil annonceret.
I november i år oplyste selskabet, at 405 medarbejdere ud af selskabets cirka 19.000 medarbejdere, skulle fyres, og at yderligere godt 100 stillinger i form af vikarstillinger og løst tilknyttede konsulenter ville blive nedlagt.
Men det reelle antal nedlagte stillinger er nu oppe på 850, hvis man medregner nedlæggelse af dobbeltfunktioner, planlagte stillingsopslag, som er blevet trukket tilbage, og tidsbegrænsede stillinger, der er løbet ud uden at blive genbesat. Stillingerne er forsvundet både i Danmark og i udlandet. Det skriver Berlingske Business.
»I november meddelte vi, at vi måtte afskedige 405 ansatte og nedlægge yderligere omkring 100 stillinger primært blandt vikarer og konsulenter. Vi gik ikke ud med tallet 850 nedlagte stillinger, fordi det ville skabe forvirring at blande ikke-besatte stillinger og planlagte stillinger, der alligevel ikke bliver opslået, sammen med afskedigelserne,« siger Grundfos’ koncernkommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted.
Nedlagte stillinger omfatter dobbeltfunktioner
Det er dog ikke kun tomme stole, der er blevet fjernet i stolelegene hos Grundfos. De 350 ekstra nedlagte stillinger omfatter også nedlæggelse af dobbeltfunktioner.
»Inden for back office-funktioner som udvikling, IT, finans og marketing har vi nedlagt en række dobbeltfunktioner, hvilket også har betydet nedlagte stillinger. For eksempel har vi samlet vores marketingfunktioner til én afdeling, og vi har slået servicecentre inden for finans sammen. Det, vi primært ikke har gjort, er at skære ned blandt de medarbejdere, som har direkte kundetid, altså i salgsfunktionerne,« siger Kim Nøhr Skibsted.
Med nedlæggelsen af de 850 stillinger har Grundfos’ koncernledelse taget et stort skridt i retning af at få styr på den skrantende indtjening. Målet er at nå en indtjeningsgrad på ti procent i 2020, hvilket svarer til cirka en tredobling på fem år.
Flere jobs kan blive fjernet
Men selv om der ikke er flere store spare- runder på vej, kan der godt komme yderligere nedlæggelse af job på tale.
»Vi har ikke planer om nye besparelser, som da vi nedlagde de 800 plus stillinger, men vi kommer til at tage en række initiativer og have fokus på omkostningerne. Vi skal identificere, hvor vi kan gøre tingene smartere. Når man har 19.000 medarbejdere, er det naturligt løbende at se på hele organisationen, og hvordan den bedst kan tilpasses. Det kommer vi til,« sagde Mikael Geday, koncernfinansdirektør og ansvarlig for at holde styr på omkostningerne hos Grundfos, til Berlingske Business i forbindelse med årsregnskabet tidligere på måneden.
Kickstarter 2020-strategi
Grundfos’ topledelse mødes tirsdag med selskabets 160 øverste ledere for at kickstarte den 2020-strategi, som Mads Nipper præsenterede i forbindelse med årsregnskabet 2014. Det sker i Billund.
Det overordnede mål med strategien er at øge Grundfos’ indtjening for at sikre, at selskabet bevarer sin uafhængighed også i fremtiden.
»Grundfos er ikke i en position til blot at sige, at nu går vi ud og investerer en masse i fremtidig vækst. Vi er nødt til at reducere vores omkostninger, som vi gjorde i november. Vi er nødt til at simplificere vores processer og skabe hurtigere beslutningsgange,« sagde Mads Nipper i forbindelse med årsregnskabet i begyndelsen af marts. Ud over en ny, langt strammere styring af omkostningsbasen, har den nye koncern- ledelse også valgt at fokusere selskabet markant, når det gælder produkter og markeder.
Ledelsen har udvalgt otte produktgrupper som absolut første topprioritet blandt mere end 50 produkter.
»Inden for de otte produktgrupper er der ingen undskyldning for ikke at være førende, uanset om det er inden for innovationsgrad, hvordan vi tager dem til markedet, eller hvordan vi skaber værdi for vores kunder. Det betyder ikke, at vi lukker en masse, men vi sætter en væsentlig klarere retning for innovation, marketing og den tid, vores sælgere bruger,« forklarede Mads Nipper i forbindelse med årsregnskabet.
Derudover bliver Grundfos’ mange markeder selskabet er til stede med egne selskaber i cirka 50 lande – inddelt i segmenter. Kina, USA og Rusland bliver udråbt til vækstmotormarkeder, som Grundfos vil investere offensivt i.
Kendetegnende for de tre markeder er, at de har et stort potentiale og allerede i dag genererer en god indtjening. Det vil også være disse markeder, der skal definere hvor Grundfos lægger sine innovationsmidler i fremtiden.