Bendtners Wolfsburg topper Bundesligaen efter klar sejr

Foto: RONNY HARTMANN/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Wolfsburg vandt en klar 3-0-sejr over Schalke 04 og rykker op på førstepladsen i den tyske fodboldliga.

Ambitiøse Wolfsburg fortsætter marchen mod toppen af tysk fodbold, og Nicklas Bendtners klub troner nu øverst i bundesligatabellen efter fredagens overbevisende 3-0-sejr over Schalke 04.

Trods de klare cifre spillede Wolfsburg sig slet ikke ud, men til gengæld viste topholdet lynende effektivitet i gæsternes straffesparkfelt.

Schalke-spillerne virkede næsten ængstelige fra start og trak sig langt tilbage.

Det straffede hjemmeholdet efter 17 minutters spil, da Bendtners konkurrent Bas Dost sparkede bolden i nettet på et indlæg fra højre fra Christian Träsch.

Før pausen lignede Schalke et hold, der virkelig har brug for Pierre-Emil Højbjerg, som klubben tidligere på fredagen lejede i Bayern München.

Spillerne var alt for passive og overlod initiativet til Wolfsburg, der dog selv skuede ned for tempoet efter føringsmålet.

Først i anden halvleg kom der for alvor liv i sagerne på Volkswagen Arena. Anført af spilfordeleren Julian Draxler gik gæsterne endelig til angreb, og det var en helt lige kamp, indtil Schalke efter en times tid ødelagde det hele for sig selv.

Schalkes venstre back Sead Kolasinac satte en klodset tackling ind på Luiz Gustavo i en ufarlig situation, og dommeren dømte straffespark efter brasilianerens villige fald i feltet.

Rodriguez sendte sikkert bolden i mål fra 11-meter-pletten.

Kort efter blev kampen reelt afgjort, da Timm Klose kom først på en hjørnesparksbold og gjorde det til 3-0.

Fra det tidspunkt var det en festaften for publikum, der hurtigt glemte, at holdets store stjerne Kevin De Bruyne sad uden for og formentlig snart er solgt.

Bendtner kom på banen 11 minutter før tid som afløser for Bas Dost, men den danske landsholdsangriber kom ikke til målchancer.

Wolfsburg har nu syv point efter tre kampe i Bundesligaen. Schalke bliver stående på fire point.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS