Bendtner lyner i Rosenborgs europæiske triumf

Både Nicklas Bendtner og Lasse Schöne scorede, da Rosenborg spillede sig i gruppespillet i Europa League.

Nicklas Bendtner jubler efter sin scoring til 1-0 i Rosenborgs 3-2-sejr over Ajax. Foto: Ole Martin Wold/Scanpix.
Nicklas Bendtner jubler efter sin scoring til 1-0 i Rosenborgs 3-2-sejr over Ajax. Foto: Ole Martin Wold/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Nicklas Bendtner sled og slæbte og scorede, da Rosenborg sikrede gruppespil i Europa League med en 3-2-sejr hjemme over Ajax.

Danskeren bragte Rosenborg foran i første halvleg, men Ajax vendte det hele på ingen tid i anden halvleg, og Lasse Schöne bragte gæsterne foran 2-1.

Så var Ajax videre efter 0-1-nederlaget i det første opgør i Amsterdam, men i det 80. minut udlignede Samuel Adegbenro, og minsandten om ikke nigerianeren også sikrede 3-2-sejren med et minut igen.

Forinden var det Nicklas Bendtner, der blev den store helt, da danskeren bragte Rosenborg foran efter 26 minutter.

Fredrik Midtsjø slap fri i højre side og sendte bolden ind i feltet.

Her fik Bendtner lov at stå helt udækket af et uopmærksomt Ajax-forsvar, og danskerne havde god tid til at dirigere bolden i mål med hovedet.

Skulle score to gange

1-0-føringen betød, at Ajax skulle frem og score to gange på udebane for at udligne til 2-2 og gå videre på reglen om udebanemål.

Efter pausen blev Klaas-Jan Huntelaar sendt på banen som supplement til Kasper Dolberg i front.

Rosenborg blev presset i bund, og trykket mod nordmændene gav afkast, og inden for et minut var det hele vendt på hovedet med to scoringer af Ajax.

Først var det Amin Younes, der udlignede til 1-1, og minuttet efter var det så Lasse Schöne, der bankede bolden i mål og Ajax foran 2-1.

Her header Nicklas Bendtner Rosenborg på sejrs-kurs med sit mål til 1-0. Foto: Ole Martin/Scanpix.
Her header Nicklas Bendtner Rosenborg på sejrs-kurs med sit mål til 1-0. Foto: Ole Martin/Scanpix.

En pasning fra Younes fik lov at sejle hele vejen igennem Rosenborg-feltet, og Lasse Schöne var kølig og sparkede den sikkert i mål.

Så var det Rosenborg, der skulle frem og score for at nå med i gruppespillet, og Bendtner var tæt på at komme til en mulighed efter 72 minutter.

Kort efter bankede Ajax på i den anden ende i det hektiske opgør, men bedst som det hele lå for Ajax’ fødder, så dukkede Samuel Adegbenro op.

Nigerianeren scorede sejrsmålet i det første opgør få dage efter sit klubskifte fra Viking, og Adegbenro var på pletten ti minutter før tid, da han headede bolden i mål til 2-2.

Angriberne var sendt på banen 12 minutter forinden, og han må efterhånden være en populær herre i Trondheim.

For et minut før tid afdriblede han et yderst passivt Ajax-forsvar og bankede bolden i mål, og Adegbenro, Bendtner, Mike Jensen og resten af Rosenborgs spillere kunne skyde festen i gang på Lerkendal.

Powered by Labrador CMS