Bendtner inde i varmen i Wolfsburg
Efter et sikkert straffespark kunne Nicklas Bendtner få lov at mærke, hvordan det er at være den populære dreng i klassen. Selv fra de store chefer var der rosende ord. Noget nyt for den danske spiller.
Det er nemlig ikke den bedste start, Nicklas Bendtner har har haft i sin tid i den tyske klub Wolfsburg. Det første år af en treårig kontrakt har klubben og Bendtner nemlig ikke helt været på bølgelængde.
Bendtner har haft en del alenetræning med Wolfsburgs fysiske træner på grund af dårlig form, og træner Dieter Hecking har offentligt givet ham en rusketur, men stadig udtrykt en tro på, at Bendtner nok skulle få vist, hvad han kan.
Den dårlige periode viste sig endelig i weekenden at vende sig, da angrebsspilleren både udlignede til 1-1 og scorede det afgørende mål under straffesparkskonkurrencen mod Bayern München og sikrede dermed sejr i den tyske Super Cup.
Et vendepunkt, der gav rosende ord fra modstandere, og Wolfsburgs træner stod også klar til at give den danske spiller et velfortjent skulderklap.
»Jeg glædede mig utrolig meget på hans vegne. Lige efter kampen krammede jeg ham tre gange nede i omklædningsrummet. Nu har Nicklas scoret et mål og vist, hvad han kan. Men sådan skal det altid være,« sagde Wolfsburgs bestyrelsesformand Fransisco Garcia Sainz i tirsdagens udgave af Wolfsburger Allgemeine Zeitung
Det var tydeligt at mærke, at kampens hovedperson red på en bølge efter de rosende ord, og så nu rigtig frem til de udfordringer, der venter ham og Wolfsburg frem mod næste sommer.
»Det er så fedt, at vi så tidligt på sæsonen har bevist, at vi kan spille op med et hold som Bayern. De er igen favoritter til at vinde mesterskabet, fordi de har den historie, som de har. Så vi indtager rollen som udfordrere, hvor vi vil tage en kamp ad gangen og ser, hvordan det kommer til at se ud til sidst på sæsonen,« udtaler Nicklas Bendtner til Wolfsburgs hjemmeside.