Bendtner fik fuld spilletid i Wolfsburg-nederlag

Foto: Carlo Hermann/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Nede med 4-1 var Wolfsburg og Nicklas Bendtner på en umulig situation hos Napoli. Italienernes store føring skulle indhentes, og det med danskeren fra start i gæsternes opstilling.

Der var lovende takter fra Nicklas Bendtner, men lige lidt hjalp det i det samlede regnskab. Med 2-2 kunne Wolfsburg rejse hjem med æren i behold, men med farvel til europæisk fodbold i denne omgang.

Wolfsburg dominerede første halvleg og var tydeligvis taget til Napoli for at redde æren. Tyskerne med en toneangivende Nicklas Bendtner i boksen lagde pres på værterne, der spillede med håndbremsen trukket fra kampens begyndelse.

Napoli havde således ingen afslutninger af betydning i de første 45 minutter, hvorimod Wolfsburg med en stribe faretruede indlæg omkring det lille felt truede italienerne, men uden held.

Napoli kom til anden halvleg med en helt anden attitude. Op i gear og efter få minutters spil smækkede Callejon Napoli noget heldigt på 1-0. En kontra endte hos offensiv-spilleren, og hans afslutning blev afrettet og fløj i nettet.

Så gik gassen af den tyske ballon, og Dries Mertens fik via en ripost udbygget til 2-0, før Klose reducerede på en dødbold, der afslørede svagheder i det italienske luftrum. Perisic straffede den svaghed til 2-2 med en blodig pande til følge, og dermed fik tyskerne reddet lidt af æren.

Andetsteds gik Dnipro videre med 1-0 over dansk fodbolds onde ånd Club Brugge, Fiorentina tog livet af Dynamo Kiev med 2-0, og Zenit og Sevilla delte med 2-2 – et resultat, der sender spanierne videre.

Der trækkes lod til semifinalerne fredag.

Powered by Labrador CMS