Bendtner får chancen og scorer i Wolfsburg-sejr

Nicklas Bendtner ses her efter sin scoring. Foto: TOBIAS SCHWARZ/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Wolfsburg-danskeren Nicklas Bendtner scorede sit andet Bundesliga-mål i denne sæson i 2-1-sejr over Leverkusen

Nicklas Bendtner indtog lørdag en sjælden hovedrolle for Wolfsburg, der slog Bayer Leverkusen med 2-1 i Bundesligaen.

Efter to kampe helt ude af truppen havde Wolfsburg-træner Dieter Hecking fundet plads til den danske landsholdsangriber i stedet for hollandske Bas Dost.

Bendtner bragte efter godt en halv time værterne foran med 1-0 på et særdeles kontroversielt mål.

Den 27-årige dansker kunne på højrekanten se Andre Schürrle spille bolden frem til portugisiske Vieirinha, der befandt sig i en klar offsideposition, men dommeren lod spillet fortsætte.

Vieirinha lagde herefter bolden fladt ind i bagrummet, hvor Bendtner med et par Leverkusen-spillere foran sig sparkede den videre op i nettaget.

Midt i jublen holdt danskeren et øje på dommeren for lige at tjekke, at han lod scoringen tælle.

Udmærkede forsøg

Inden føringsmålet havde Bendtner haft et par udmærkede forsøg. Første gang i kampens indledning, hvor han løb mod forreste stolpe og med en modspiller i ryggen fyrede et skud forbi mål.

Midtvejs i første halvleg forsøgte danskeren sig med et saksespark, da højrebacken Sebastian Jung lagde bolden ind over. Bendtner lagde op til sig selv med en brysttæmning, men hans forsøg ramte en forsvarer og gik til hjørnespark.

Leverkusens lille mexicaner Javier Hernández fik før pausen fortjent udlignet til 1-1 for gæsterne.

Et kvarter før slutfløjt blev Nicklas Bendtner pillet af banen i stedet for Bas Dost, der var en stærkt medvirkende årsag til, at Wolfsburg fik sejren.

Umiddelbart efter sin indskiftning lagde hollænderen op til Julian Draxler, der endte som matchvinder for hjemmeholdet.

Leverkusen-keeper Bernd Leno kunne ikke holde Ricardo Rodriguez’ langskud og uselvisk lagde Bas Dost bolden på tværs til Draxler, der nemt kunne score sejrsmålet.

Wolfsburg har på Bundesligaens tredjeplads 10 point færre end Bayern Münchens tophold. Bayer Leverkusen er på rækkens syvendeplads yderligere fire point efter Bayern.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS