Bendtner & co. glippede gylden mulighed

Foto: DANIEL ROLAND/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den efterhånden gennemsuttede kliché om, at hvor der er højt at flyve, er der også dybt at falde, slog til igen tirsdag aften.

For Bundesligaens nummer to, Wolfsburg, magtede ikke at følge op på den imponerende 2015-premiere, hvor det blev til en respektindgydende 4-1-hjemmesejr over næsten uovervindelige Bayern München.

Tirsdag aften havde folkevognsdrengene en glimrende mulighed for at hale endnu mere ind på sydtyskerne, der hjemme blot fik uafgjort mod Schalke. Men Wolfsburg fik kun hutlet sig til 1-1 ude mod Eintracht Frankfurt. Og det skal de ‘die Wölfe’ endda være glade for.

For indtil den belgiske profil Kevin de Bruyne i kampens døende minutter udlignede, lignede det et nederlag til Wolfsburg. Stefan Aigner havde bragt Frankfurt på 1-0 et kvarter inde i anden halvleg.

Nicklas Bendtner blev i øvigt skiftet ind med et kvarter tilbage af kampen, da der skulle satses, men den danske angriber kunne altå ikke redde sejren hjem for udeholdet.

Med pointtabet har Wolfsburg fortsat otte point op til Bayern München.

Kasper Hjulmand havde en tilfredsstillende Bundesliga-tirsdag. Mainz’ danske cheftræner førte sit hold til et enkelt point i den svære udekamp mod Leon Andreasens Hannover 96. 1-1 endte det, efter at Mainz var nede med 0-1 ved pausen. Med det ene point følger Hjulmand & co. op på lørdagens flotte 5-0-sejr over Paderborn og fortsætter altså med at lægge afstand til bundstriden. I en tæt bundesliga ligger Mainz nu på 11.-pladsen med fire point ned til en direkte nedrykningsplads.

I aftenens sidste bundeslga-dyst vandt Borussia Mönchengladbach med 1-0 hjemme over SC Freiburg.

Powered by Labrador CMS