Bella Thorne besvarer trussel med nøgenfotos
Hun gjorde det for at få kontrollen over sit eget liv tilbage.
Den amerikanske skuespiller og tidligere Disney-stjerne Bella Thorne har valgt at offentliggøre flere nøgenfotos af sig selv som svar på en trussel fra en hacker.
– Jeg er de sidste 24 timer blevet truet med mine egne nøgenfotos. Jeg føler mig klam og overvåget. Jeg føler, at der er nogen, der har taget noget fra mig, der kun var tiltænkt én person, skriver Bella Thorne på Twitter, hvor hun også har valgt at offentliggøre de omtalte fotos.
– Det er min beslutning at gøre det her. Du får ikke lov til at tage mere fra mig, skriver Bella Thorne videre i Twitter-opslaget.
Huffington Post skriver, at Whoopi Goldberg siden har kritiseret Bella Thorne for at tage billederne til at starte med. Det skete i TV-showet “The View,” hvor Goldberg er medvært.
– Hvis du er berømt, og jeg er ligeglad med, hvor gammel du er, så tager du ikke nøgenfotos af dig selv. Du kan i 2019 ikke blive overrasket over, at din telefon bliver hacket. Det er jeg ked af at sige, siger Whoopi Goldberg, ifølge Huffington Post.
Bella Thorne reagerede på Goldbergs kommentarer på et andet socialt medie, Instagram, ifølge Huffington Post. Her gjorde hun det klart, at hun ikke agter at stille op til et kommende interview i netop “The View,” fordi hun ikke gider skældes ud af gamle damer for sin krop og seksualitet.