Bekymret V: EU-dom kan øge asylpres

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Dommen kan øge asylshopping i EU, frygter Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.

Det kan koste Danmark dyrt, hvis EU-landene ikke længere kan sende asylsøgere tilbage til Italien, hvor de først ankom.

Det, mener Venstre politiske ordfører, Inger Støjberg, kan blive konsekvensen af en frisk dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), som forbyder Schweiz at returnere otte afghanske asylsøgere til Italien.

Den såkaldte Tarakhel-dom, underkender Dublin-konventionen, hvor 28 EU-lande samt Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein kan sende asylsøgere tilbage til det første land, de ankom til.

– Dommen kan udfordre hele fundamentet for Dublin-forordningen. Hvis det er rigtigt, kan det øge asylshopping i EU. Det er jo problematisk, siger Inger Støjberg.

Da dommen er helt frisk, beder hun justitsminister Mette Frederiksen (S) forklare dommens konsekvenser.

I Tarakhel-sagen forlod otte afghanere deres italienske asylcenter i protest mod forholdene. De flyttede til Østrig, som bad Italien tage dem tilbage. Før de kunne overføres til Italien, flyttede familien til Schweiz, som også bad Italien tage dem tilbage.

Så klagede familien til menneskerettighedsdomstolen, fordi de frygtede et brud på deres menneskerettigheder om ret til familieliv, hvis de blev sendt tilbage til Italien.

Før dommen har mange kritiseret Italien for at bryde Dublin-konventionen ved at lade asylsøgere søge nordpå uden at tage deres fingeraftryk, så italienerne ikke skal tage sig af dem.

– For nylig forlød det, at italienerne er begyndt at tage fingeraftryk af asylsøgere, som de ikke har gjort i en periode. De fik rigtig mange asylsøgere og ville gerne eksportere problemet. Men Danmark får flere asylsøgere end 15 EU-lande tilsammen, herunder Italien, siger Inger Støjberg.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS