Begravelser og bisættelser: Man må gerne samles og sige farvel
Det skærpede forsamlingsforbud er også gældende i kirken, dog ikke når du skal tage afsked med dine kære.
For mange danskere, blev deres hverdag forandret yderligere fra klokken 10.00 tirsdag. En skærpelse af forsamlingsforbuddet betyder, at det ikke er tilladt at forsamle sig mere end ti personer udendørs eller indendørs.
På sin vis gælder forbuddet også i kirker med undtagelse af bisættelser og begravelser, skriver Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter efter videoen
Bryllup eller dåb med ti
Generelt har de danske folkekirker været lukket, da statsministeren først meldte ud, at landet delvist skulle lukke ned. Det har betydet, at der ikke har været gudstjenester og lignende.
Ligeledes er også sognegårde og andre lokaler i forbindelse med folkekirker blevet lukket. Kirkeminister Joy Mogensen har opfordret andre trossamfund til at lukke deres lokaler på samme vis.
Kirkelige tjenester som dåb og vielser har dog ikke været omfattet af lukningen. Men efter forbuddet er sket en ændring.
Der må nu ikke foretages dåb eller vielser, hvor der er flere end ti personer forsamlet, og det er inklusiv præst og kirkebetjening. Altså er de to kirkelige handlinger underlagt skærpelsen af forsamlingsforbuddet, der gælder frem til den 30. marts 2020.
Det har fået flere til at aflyse eller udskyde dåb eller bryllup, som også har været den løsning, Kirkeministeriet har anbefalet.
Flere må tage afsked
To kirkelige handlinger, der ikke er underlagt forsamlingsforbuddet er bisættelser og begravelser. Det er stadig tilladt, at der må være flere end ti personer til at tage afsked med en kær.
Der gælder dog andre regler for begravelser og bisættelser.
Maksimalt må der tillades adgang for en person per fire kvadratmeters gulvareal i kirkens skib. Det svarer til, at der maksimalt må være 50 deltagere, hvis kirkens areal er på 200 kvadratmeter.
Desuden skal der også tages forbehold for kirkens udførsel, da det fortsat skal være muligt for de deltagende at holde afstand til hinanden.
Ligeledes skal der i alle kirker under kirkelige handlinger være adgang til Sundhedsstyrelsens information om god hygiejne, hensigtsmæssig opførsel, og at personer med symptomer på coronavirus skal isolere sig derhjemme.
I kirken skal der også være adgang til vand og sæbe, så deltagerne kan vaske fingre eller håndsprit.