Begræns overvågningen: Slet dine apps fra Facebook
I stedet for at logge ind på en app med din Facebook-bruger, så opret et specielt password. Facebook gemmer dine data, advarer Forbrugerrådet Tænk.
På en del apps er det muligt at logge ind med sin Facebook-profil, men man skal være opmærksom på, at det sociale medie også kan lagre ens oplysninger fra appen. Så hvordan kan man sikre personlig data på Facebook?
Nogle apps høster stadig data, selv om man er færdig med at bruge dem. Det gælder også Facebook og andre digitale platforme, appen er forbundet til, advarer Anette Høyrup, seniorjurist ved Forbrugerrådet Tænk og næstformand i Rådet for Digital Sikkerhed.
Sælger data til tredjeparter
– Facebook bruger cookies (en fil, der lagrer oplysninger, red.) og lokationsdata – det gør appudviklerne også. Det er mildt sagt en overvågning af ens gøren og laden, så det gælder om at få renset ud i de apps, man ikke bruger, siger Anette Høyrup.
De digitale platforme kan udveksle ens oplysninger, som kan sælges til tredjeparter.
– Vi har altid sagt, at man aldrig skal logge ind på apps med sin Facebook-profil, for det, man gør, er, at man giver sin nøgle til Facebook.
– Det kan godt være, at de fleste tjenester ikke suger alle data. Men der er en risiko for, at de gør det, hvis du logger ind med Facebook, siger Anette Høyrup.
Hvad skal man gøre?
Derfor er det klokkeklare råd at begrænse de digitale platforme, ens data kan cirkulere rundt i, ved at oprette specifikke passwords til de login-krævende apps i stedet for at logge ind med sin Facebook-bruger.
På ens Facebook-profil kan man se, hvilke apps der er koblet til det sociale medie.
Her kan der også dukke apps op, man har slettet år tilbage.
– Det er en rigtig god idé med jævne mellemrum at rense ud og slette de apps, man ikke længere bruger, siger Anette Høyrup.
– Nogle af de ting, man kan kigge på, inden man overhovedet installerer en app, er, hvad virksomheden skriver om kryptering og deling af oplysninger til tredjeparter, fortæller hun.
Bliver nemmere at beskytte personlig data på Facebook
Facebook har op til påske lovet brugerne en ny genvej til at navigere i privatlivsindstillingerne efter et stort datalæk og -misbrug.
Den nye genvej skal blandt andet gøre det lettere at downloade og slette den information, man selv har delt på det sociale medie. På den måde bliver det nemmere at sikre personlig data på Facebook.
Generelt har man som EU-borger retten til at blive glemt og få slettet sine oplysninger af virksomheder.
Den europæiske lovgivning gælder også virksomheder uden for EU. Retter de sig mod danskere og indsamler oplysninger fra en dansk telefon eller computer, er de også underlagt europæisk lovgivning.
Kontakt firmaet ved problemer
Kan man ikke selv logge ind på de digitale platforme, hvor ens data er lagret, skal man kontakte virksomheden bag.
Derfor er det vigtigt at sikre sig, at virksomheden har angivet kontaktoplysninger som e-mail, telefonnummer eller en kontaktformular.
25. maj 2018 træder den nye EU-persondataforordning i kraft, og den skal blandt andet give EU’s borgere en lettere og mere udvidet adgang til at få slettet oplysninger med nemmere procedurer.
Klik igennem galleriet ovenover for at få en guide til at slette apps på Facebook, så du sikrer personlig data på Facebook.
Kilde: Facebook.