‘Bedstemor-type’ stak af med Allans bil

En hidtil glad biludlejer er i den grad blevet fuppet. Af en ældre dame og hendes søn.

Offentliggjort Sidst opdateret

En noget anderledes biltyv har taget Allans bil. Han har dog både navn, adresse og kørekortnummer på hende. Alligevel er bilen pist væk.

Artiklen fortsætter under videoen

Hvad der skulle have været en helt almindelig privat udlejning af en personbil, har nu udviklet sig til et biltyveri af den mere bizarre af slagsen.

Allan Bahn og hans kone har to biler. For at den ene skal holde sig selv økonomisk kørende, vælger familien fra Horsens ofte at leje den ud, når der ikke lige er brug for den.

Til det bruges de to udlejningsplatforme GoMore og Snappcar.

– Vi har gjort det mange gange, til alle typer, der har aldrig været problemer, siger Allan Bahn til Newsbreak.dk.

Men så …

Tirsdag fik Allan og fruen så en forespørgsel fra en kvinde, der akut stod og manglede en bil, da hendes egen var på værksted – og hun dermed ikke kunne komme på job.

Egentlig syntes Allan ikke, det passede ind i planerne, men han forbarmede sig over den ældre kvinde i nød og valgte derfor at sige ja til at leje familiens Citröen C4 Grand Picasso ud.

Den cirka 60-årige kvinde ankommer til parrets hjem for at hente bilen. Allan og hustruen har på den måde alle kvindens oplysninger.

– Navn og kørekortnummer, siger Allan.

Kvinden kører herefter væk i den sorte Picasso. Så langt så godt.

Tilbage torsdag

Bilen skal være tilbage torsdag aften klokken 21.30. Men der kommer hverken bil eller ældre kvinde. Der kommer dog en sms med ordene: “Det er klokken 22, ikke?”.

Noget som Allan kan afkræfte med et “Nej, klokken 21.30” – som han sender tilbage til, hvad han tror er den kvinde, der har lejet bilen.

Det skal dog senere vise sig, at være en helt anden modtager.

Klokken 22.10 er der stadig intet spor af kvinde og bil, så Allan slår hende op på Krak og med adressen i hånden vælger han og en kammerat at køre til Vejle, hvor hun bor.

– Jeg tænker: “Så kan jeg sgu selv hente den”, som han siger.

Banke, banke på

Klokken cirka 23 er parret i Vejle og ringer på hos kvinden. Der åbner døren.

Hun fortæller, at hun har givet bilen til sin søn. Som også er ham bag det opgivne telefonnummer. Og altså derfor også ham, der sendte den føromtalte sms.

Allan giver hende 10 minutter – ellers kontakter han politiet.

– Og hun virker rimeligt ligeglad, siger Allan, der dog ikke giver op så let. Han og vennen kontakter politiet – og sætter sig til at vente.

“Danmarkshistoriens dummeste biltyveri”.

Politiet ankommer og tager en snak med kvinden. Hvilket dog ikke umiddelbart fører til skred i sagen. Nu er både bil og søn væk. Og ikke kontaktbar.

Politiet vil ikke videregive sønnens navn til Allan, der sammen med betjentene dog alligevel kan blive enige om, at dette må være “Danmarkshistoriens dummeste biltyveri”.

– Det er jo tragi-komisk, som bilejeren udtrykker det.

Den forsvundne bil har fået familien til tasterne – og en efterlysning på Facebook er nu blevet delt 2.300 gange og har fået næsten 200 kommentarer.

Forsikring

Bilen er forsikret gennem Snappcar, hvis forsikringsselskab altså må punge ud, hvis den ikke bliver fundet.

Ifølge Allan Bahn kan udlejningsfirmaet heller ikke komme igennem til kvinden, men har i stedet sendt en mail.

Da Newsbreak.dk ringer til kvinden, går opkaldet direkte på telefonsvarer.

Det har heller ikke været muligt at få kontakt til Snappcar.

Efterlyst hos politiet

Bilen er altså en grå Citröen C4 Grand Picasso med registreringsnummer  AZ 31247.

Som du kan se i galleriet over artiklen, er bilen efterlyst af politiet. Det kan undersøges via politiets app.

(Den kan du downloade til ios HER og android HER).

Har du oplysninger om bilen, kontakt politiet på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS