Bedemand spiller med åbne kort

Esbjerg, Ribe, Kolding, Aabenraa og Sønderborg er omdrejningspunkter, når de fire bedemænd i Speggers & Thomsens Begravelsesforretning introducerer et nyt forretningskoncept med åbne priser på samtlige ydelser. Fra venstre ses: Peter Holler, Alice Tørøk, Jes Speggers og Jens Thomsen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Speggers & Thomsens Begravelsesforretning introducerer et transparent afregningssystem, der bygger på tre standardpakker, fri kørsel i Jylland og med mulighed for tilkøb.

Esbjerg, Ribe, Sønderborg, Aabenraa og Kolding er fokusområdet.

– Uanset den ene eller anden certificering og uddannelsesmæssige baggrund har bedemandsbranchen stadig et mildt sagt rædselsfuldt image. Mange betragter bedemænd som uærlige gribbe, der forstår at spille på folks følelser. De priser, der skiltes med er uigennemskuelige, og derfor får de efterladte ofte et lettere chok, når de får regningen. Den er ofte betydeligt større, end den de havde ventet. Men nu skal det være slut – i hvert fald i Syd- og Sønderjylland, siger bedemand Jens Thomsen, der sammen med bedemand Jes Speggers ejer Speggers & Thomsens Begravelsesforretning.

-Vi skal ikke redde branchen, men vi vil give de efterladte en begravelsesløsning, der lever op til den enkeltes forventninger. Både kvalitetsmæssigt og økonomisk attraktivt.

Speggers & Thomsens Begravelsesforretning har ved begravelser i Esbjerg, Ribe, Aabenraa, Kolding og Sønderborg med succes testet et nyt afregningssystem, hvor de efterladte kan vælge tre løsninger. Dækker de ikke behovet, kan man tilkøbe ydelser. Pakkeløsningerne kan ikke ændres. Vil man ikke have alt det, der er med i pakken til 19.795 kr.,  vælger man blot pakken til enten 8.995 kr. eller 16.495 kr. og derfra kan man købe tillægsydelser.

Grundpakken til 8.995 kr. inkluderer kiste, polstring af kiste, ilægning, urne/urnekørsel, al papirarbejde, fri kørsel i Jylland.

– Vi kommer naturligvis altid ud til de efterladte og drøfter, hvordan begravelsen eller bisættelsen skal foregå. Men vi lader det være op til de efterladte, at stå for de ting, de selv ønsker at gøre. Det kan være blomster og indrykning af dødsannoncer. Det giver mulighed for en ekstra besparelse. Ønsker de efterladte, at vi skal gøre det, opkræver vi et gebyr for den enkelte ydelse, tilføjer bedemand Jes Speggers.

– Vi ved, at alle sætter pris på en smuk og værdig afsked. Det gør vi også, og vi lægger alle priser åbent ud. Vi tror på åbenhed. Når vi har gennemført samtalen med de efterladte, kender de hele handlingsforløbet og alle økonomiske forhold.

Blandt nyskabelserne i konceptet er fri kørsel i Jylland. Her er det normalt, at bedemænd opkræver op til 21 kroner per kørt kilometer.

Powered by Labrador CMS