Beboer på psykiatrisk bosted stak 27-årig i balle og ben
En 30-årig beboer fra et psykiatrisk bosted for voksne i udkanten af Lemvig overfaldt onsdag eftermiddag en 27-årig medbeboer med en kniv.
Den 27-årige blev stukket flere gange i ben og balle, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Bjarne Askholm:
»De to bor i hver sin ende af institutionen, men på et tidspunkt indfandt den 30-årige sig i den anden del af afdelingen, og så blev den 27-årige stukket flere gange.«
Den 27-årige er bragt til behandling på hospitalet i Herning og er uden for livsfare.
Kollegerne og indsatslederen på stedet har ifølge vagtchefen konkluderet, at der ikke er tale om et drabsforsøg, men om kvalificeret vold.
Også tidligere onsdag havde den 30-årige udvist aggressiv adfærd, da han kastede en kniv mod personale på bostedet. Ingen kom noget til ved denne episode.
»Gerningsmanden er nu kørt til politistationen i Herning, hvor vi har et specielt undersøgelsesafsnit, hvor en retsmedicinsk læge foretager en strafferetslig personundersøgelse,« siger vagtchefen.
BNB