Bayern vinder trods indkasseret mål efter ni sekunder
Hoffenheim scorede allerede efter ni sekunder, men måtte alligevel se sig slået af Bayern München i overtiden.
Normalt er Bayern München klubben, der sætter rekorder i tysk fodbold. Men lørdag indtog storklubben den uheldige statistrolle, da rekorden for den hurtigste scoring i Bundesligaen blev tangeret.
Bayern måtte indkassere målet til 0-1 ude mod Hoffenheim efter blot ni sekunder, men vandt alligevel kampen 2-1 i overtiden, da holdet spillede en mand i undertal efter en udvisning.
Bayern München gav ellers bolden op i lørdagens udekamp og sendte den bagud i egen forsvarsrække. Men her kiksede en aflevering fra David Alaba til Jerome Boateng. Kevin Volland var hurtigt over bolden og sparkede den ind under Manuel Neuer til føring.
Ni sekunder var altså spillet, da bolden krydsede målstregen, og dermed tangerede Volland rekorden for det hurtigste mål i den tyske liga. Leverkusens Karim Bellarabi blev i sidste sæson ligeledes noteret for en scoring efter ni sekunder i en sejr over Dortmund.
Lynscoringen rystede dog ikke Bayern, der var uden Pierre-Emile Højbjerg i truppen.
Favoritten satte sig tungt på første halvleg, men trods en lang række chancer kunne overtaget først aflæses på måltavlen fire minutter før pausen, da Thomas Müller udlignede til 1-1.
I anden halvleg kom Hoffenheim bedre med i kampen og fik gode vilkår for at vinde kampen.
73 minutter var spillet, da Jerome Boateng begik straffespark og fik rødt kort. Men Hoffenheims Eugen Polanski misbrugte fra 11-meter-pletten.
Trods en mand i undertal gik Bayern efter sejren og fik belønning i kampens overtid.
Robert Lewandowski, der blev skiftet ind midt i anden halvleg, scorede sejrsmålet til 2-1, så Bayern topper Bundesligaen efter sejre i de to første spillerunder.
/ritzau/