Batman er dansk og en fremragende sporhund

En opmærksom borger ledte Batman på sporet af en mistænkt, der siden blev sigtet af politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når først Batman er på sporet af en mistænkt, har vedkommende ikke mange chancer for at slippe fri. Det ved de fleste, der enten har moret sig med den maskerede helt i form af tegneserier, film eller spil igennem de sidste mange år.

Men vidste du, at Batman faktisk findes i en dansk udgave? Han arbejder for Nordsjællands Politi i en særligt opsøgende rolle, og natten til lørdag var han på arbejde igen. Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Batman kom på sporet af den aktuelle sag, fordi en årvågen borger fra Humlebæk havde kontaktet politiet. Vedkommende mente, at der var et indbrud under opsejling på et nærliggende plejecenter, og derfor rykkede en patrulje betjente ud til området.

Her mødte politiet to maskerede mænd. Mistanken blev vakt, og da betjentene forsøgte at tage kontakt til de to mænd, stak de af – i hver dages retning. Og så blev Batman sluppet løs.

Batman på sporet

Betjente valgte at gå efter den ene af de to mænd, og de havde en idé om, at han lå et sted i området og gemte sig for dem. Der måtte særlige evner til for at opsnuse ham. Og de evner har Batman.

Han ankom til området samme med sine tobenede kolleger, og da først han fik fast jord under poterne, gik der ikke længe, hvor han fandt den mistænkte mand i en nærliggende busk.

Det viste sig, at manden var 28 år gammel og fra Brøndby. Han blev anholdt og senere fremstillet i grundlovsforhør. Batman havde – igen – reddet dagen. Klikker du videre i galleriet, kan du se et billede af Batman, som han ser ud, når han ikke er på forbryderjagt.

 

Powered by Labrador CMS