Basim udgiver ny single
Den danske popsanger Basim brygger på et nyt album med dybt personlige sange. Første single "Du forstår mig" udkommer fredag
Skuffelsen var stor for den danske popsanger Basim, da han tidligere på året missede sejren ved Dansk Melodi Grandprix, hvor han deltog med sangen "Johnny".
Men ud af nederlaget piblede ny inspiration frem, og nu er han klar med en helt ny sang, der bærer titlen "Du forstår mig".
Nummeret bliver første smagsprøve på et nyt album, der ventes at komme ud næste år.
Blod på tanden
- Melodigrandprixet bekræftede mig i, at folk gerne vil høre mig, og at de godt kan lide mig. Det har givet mig blod på tanden, at der er nogen, der har lyst til at høre mine historier, fortæller den 32-årige sanger og sangskriver, der oplevede en tomhed i kølvandet på det store show tilbage i februar.
- Det var en svær periode, hvor jeg skulle bruge noget tid på at komme tilbage til virkeligheden, og det gav mig masser af tid til at tænke.
Tankerne forvandlede sig gradvist til toner og tekster, som ifølge Basim selv er langt mere personlige, end hvad han tidligere har lavet.
Det gør ondt
Han dykker både ned i kærlighedskvaler og sorgen over tabet af sine forældre, som gik bort med få års mellemrum - i henholdsvis 2012 og 2016.
- Det har været en kæmpe udfordring, og det gør ondt. Det kan være hårdt at være i terapi, og det er lidt som at gå i terapi hver dag, når du går i studiet og skriver sange fra din egen bagage, siger Basim og fortsætter:
- Og når du så samtidig er bange for at blive svigtet, føles det farligt at dele noget meget personligt - for hvad nu hvis folk trækker sig?
'Du forstår mig'
Frygten for at blive svigtet foldes ud i den nye single "Du forstår mig", som Basim beskriver som en kærlighedserklæring til en særlig person i hans liv, som accepterer ham, som han er, selv om han kæmper med det, han kalder "tilknytningsvanskeligheder".
- Jeg passer sindssygt meget på mig selv. Det er et mønster for mig, at fordi jeg er bange for at blive svigtet og efterladt, så har jeg en tendens til at såre min partner, før jeg selv bliver såret. Det er et rigtig nederen mønster at have med i bagagen, men heldigvis er jeg blevet opmærksom på det, fortæller Basim.
"Du forstår mig" er skrevet i samarbejde med violinist Erika Martinez Vest og producer Frederik Nordsø, og sangen kommer som sagt til at indgå på Basims kommende album, der bliver hans tredje af slagsen.
Med voksne øjne
De første to udkom helt tilbage i 2008 og 2009 i kølvandet på hans deltagelse i underholdningsprogrammet "X Factor". Siden har han løbende udgivet sange enkeltvist samt en EP, men nu springer han igen ud i det længere format.
- Det er mit første album som voksen. Sidst jeg udgav et album, var jeg teenager. Det er noget andet at skrive sangene selv. Dengang fik jeg jo hjælpe af flere andre voksne - det er klart, når du kun er 16-17 år. Så det er første gang, jeg skriver et album med voksne øjne, fortæller Basim.
Singlen "Du forstår mig" udkommer fredag den 25. oktober.
LÆS OGSÅ:
-
The Beatles-legender på samme scene i London
Paul McCartney havde Ringo Starr med på scenen til den sidste koncert
-
Rasmus Seebach melder udsolgt på rekordtid
Der har virkelig været rift om næste års koncerter, jubler sangeren
-
Mads Steffensen springer ud i nyt show
Radio- og tv-værten skal optræde sammen med kendt politiker