Barnestjerne fylder 60
Opvæksten som barnestjerne og det svære forhold til faren, Frits Helmuth, kastede Pusle Helmuth ud i et turbulent ungdomsliv. Nu har hun fundet sig til rette
Hun charmerede seerne med sit kække smil og sine godnatbajere, da hun som blot treårig blev landskendt for de første "Min søsters børn"-film.
Men når Pusle Helmuth, som fylder 60 år den 12. august, ser tilbage på tilværelsen som barnestjerne, er det et blandet billede, der tegner sig.
- I mine teenageår, hvor jeg havde mange problemer med mig selv, var overvægtig og savnede min far, tog mange mig for at være arrogant. Men det bundede i usikkerhed, så jeg har måttet arbejde meget med mig selv.
- Det har været en hård start på livet, samtidig med at jeg har mange skønne og dejlige oplevelser med i bagagen, som jeg ikke ville være foruden.
En voksenrolle
Som hun konkluderer på sidste side i selvbiografien "Pusle - en personlig historie":
- Det at være barnestjerne er en voksenrolle.
Med Osvald Helmuth som bedstefar og Frits Helmuth som far stod det ellers nærmest skrevet i stjernerne, at Pusle Helmuth skulle optræde.
Men da skuespilbranchen ikke længere havde brug for hende som tiårig, ramte virkeligheden.
- Jeg fik næsten en hel identitetskrise og måtte igennem en masse ting i forhold til mit selvværd. Jeg ville ikke skuespillet, jeg ville bare bestemme over mig selv. En reaktion på, at jeg var blevet kørt rimelig hårdt, fra jeg var tre år.
Har præget hende
Forholdet til faren, Frits Helmuth, har præget Pusle Helmuth livet igennem.
Han led som sin far under et stort alkoholmisbrug, og han ville i mange år intet have med datteren at gøre. Angiveligt fordi hun mindede for meget om moren, Jeanne Darville, som Frits Helmuth havde et stormfuldt ægteskab med.
Pusle Helmuth fremhæver DR-dokumentaren "Frits - Ølhundens søn" fra 2012, som viste den rå og usminkede side af faren.
- Første gang jeg så den, var jeg rystet. Anden gang blev jeg vred. Han fortalte, at han inden scenen bad en bøn og nævnte sine fire børn - undtagen mig.
- Tredje gang fandt jeg ham ynkelig. Men efterfølgende har jeg tænkt, at han var en stakkel, der ville vise, hvorfor han var, som han var.
Har tilgivet
I dag har hun tilgivet begge sine forældre.
- Jeg elsker min far højt, og han er nok mit blødeste punkt. Så jeg er rigtig ked af, at jeg ikke kunne hjælpe ham. Men man kan ikke hjælpe en alkoholiker.
Efter farens død i 2004 overvejede Pusle Helmuth at prøve kræfter med skuespillet igen. Men da en veninde en dag foreslog hende at blive lægesekretær, faldt brikkerne på plads. Det har hun nu arbejdet som i 17 år.
Udfordringer i fremtiden
Men fremtiden byder også på nye udfordringer for Pusle Helmuth.
Efter en sygemelding med stress har hun besluttet at tage en uddannelse som stress- og konflikthåndteringscoach til efteråret. På ønskelisten står tilskud til uddannelsen.
Hun skal fejre sin fødselsdag med 70 mennesker til stor dansefest med tapas og dj.
- Vi skal bare fyre den af, for det er sådan, jeg er. Ung af sind.