-Barnagtig provokation

Nye Borgerlige vil snart bringe annoncer med Muhammed-tegninger. Tidligere PET-chef frygter for konsekvenser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Om en lille uge håber Nye Borgerlige at kunne bringe annoncer i flere danske aviser med Muhammed-tegninger.

Lykkes partiet og formand Pernille Vermund med det, er der dog en risiko for, at det udfordrer danskernes sikkerhed.

Det vurderer Hans Jørgen Bonnichsen, som er tidligere operativ chef i PET, hvor han blandt andet arbejdede under Muhammed-krisen i 2006.

– Jeg synes, at det er en tåbelig, fantasiløs og barnagtig provokation, hvor man leger med alle andres sikkerhed, samtidig med at man selv sidder i sit elfenbenstårn, og hvor Vermund og hendes partifæller vil være beskyttet af PET mod selv den mindste trussel, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Ønsket fra Nye Borgerlige om at bringe annoncer med tegninger af profeten Muhammed sker for at vise sympati med den franske skolelærer Samuel Paty.

Han fik for nogle uger siden skåret halsen over efter at have vist Muhammed-tegninger for sine elever.

Fredag eller lørdag

Ifølge Pernille Vermund vil man mandag tage kontakt til en række aviser for at præsentere den annonce, som partiet ønsker at bringe.

Herefter sigter man efter at kunne få annoncerne bragt fredag og lørdag.

– Mit ønske med de her annoncer er at vise franskmændene, at vi står skulder ved skulder med dem i kampen for ytringsfriheden.

– Og mit håb er, at vi kan bringe de her annoncer, og at det kan foregå ufarligt.

– Der vil højst sandsynligt være debat om det. Men jeg håber, at vi kan holde debatten på et demokratisk niveau, og at man kan vise franskmændene, at det betaler sig at kæmpe for ytringsfriheden, siger Pernille Vermund.

Powered by Labrador CMS