Barfoed: Vi kan ikke presse Tyrkiet mere
Danmark træder varsomt i sagen om Lars Hedegaards frigivne attentatmand, da forholdet til Tyrkiet trods alt er vigtigere end at fange manden, som sidste år – klædt ud som postbud – affyrede skud mod den tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet.
Så klart er budskabet fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R), men De Konservatives udenrigsordfører, Lars Barfoed, mener slet ikke, at Danmark kan presse tyrkerne yderligere.
– Jeg har svært ved at se, hvad vi yderligere kan gøre i presset på Tyrkiet bilateralt, siger Lars Barfoed.
– Selvfølgelig har vi vigtige relationer til Tyrkiet, men det ændrer ikke ved, at vi i den konkrete sag må sige, at det er uacceptabelt, hvad der er sket. Men det mener jeg også, vi har gjort, siger han.
Lars Barfoed ser derimod EU som et middel, der bør bruges yderligere.
– Vi bør lægge mere pres på EU-Kommissionen, så kommissæren på Europas vegne kan lægge pres på Tyrkiet. Det bør udenrigsministeren forfølge yderligere, siger han.
Den formodede gerningsmand, der er danskpalæstinenser, blev tidligere på året anholdt i Istanbul, men på trods af krav om udlevering valgte tyrkerne at sætte ham fri.
Siden drabsforsøget har Lars Hedegaard boet på en hemmelig adresse, og Lars Barfoed kan sagtens forstå, hvis islamkritikeren føler sig ramt på retsfølelsen.
– Jeg forstår godt, hvis han føler sin retsfølelse krænket. Men jeg mener ikke, at det er Danmark, der krænker den. Det er Tyrkiet, siger Lars Barfoed.
/ritzau/