Barejere sigtet for at sælge farlig lattergas

Foto: Alexandr Makarov/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

1. april blev det ulovligt at sælge lattergas “for sjov”

For første gang, siden det 1. april blev ulovligt at sælge lattergas med det formål at opnå beruselse, har Københavns Politi sigtet restauratører for salg af gassen, skriver politiken.dk.

Tom Struve, der er leder af Afdelingen for special- og udlændingekontrol ved Københavns Politi, bekræfter over for avisen, at en eller flere restauratører er sigtet, efter politiet har fået lov til at anvende den såkaldte produktsikkerhedslov, der slår fast, at man ikke må sælge produkter, som ikke er sikre.

»Det handler kun om salget. I sig selv er det jo ikke ulovligt at være i besiddelse af lattergas, og der vil være nogle restaurationer, der har brug for det i form af flødeskumspatroner, men hvis man udleverer det i beruselsesøjemed, så er det en overtrædelse,« siger Tom Struve til politiken.dk.

Kan blive svimmel eller kvalt

Da lattergassen er produceret til industrielle formål, er det derfor ulovligt at sælge den som et beruselsesmiddel, og ifølge Sundhedsstyrelsen er der en række sundhedsmæssige risici knyttet til anvendelsen af lattergas i beruselsesøjemed. I et notat nævner styrelsen blandt andet iltmangel – og dermed kvælning – samt ubalance, svimmelhed og fald som nogle af de bivirkninger, lattergassen kan give.

Politiet har øget kontrollen med salget af patronerne, og har udover sigtelserne også beslaglagt lattergaspatroner.

Sundhedsstyrelsen udsendte i februar sit notat om misbruget af lattergas, efter den havde modtaget et stigende antal henvender vedrørende salg og udlevering af gaspatronerne i festmiljøerne i København, Aarhus, Aalborg og Middelfart, hvor patronerne blev solgt under kategorierne »drinks« og »uden alkohol« på natteklubber og diskoteker.

Powered by Labrador CMS