Barcelona i frit fald
FC Barcelona er stadig uden point i Champions League efter nyt nederlag. Benfica sejrede 3-0 over spanierne
Nul point og en målscore på 0-6 efter to kampe.
Det er nye tider for FC Barcelona, der onsdag igen tabte i Champions League, da Benfica på hjemmebane sejrede med 3-0.
Benfica har nu fire point i gruppen på andenpladsen, mens Barcelona ligger sidst.
Barcelona fik en forfærdelig start på kampen, da storklubben kom bagud efter blot tre minutter.
Endte med rødt kort
En lang stikning endte i venstre side hos kantspiller Darwin Núñez, der trak ind i feltet. To finter, et træk til højre og et fladt skud til nærmeste stolpe senere lå bolden i nettet til 1-0.
Med godt 20 minutter igen blev det også 2-0 til Benfica. Målmand Marc-Ándre ter Stegen fik ellers reddet en Benfica-afslutning efter fremragende opspil, men returen røg ud til Rafa Silva, der sikkert omsatte til mål.
Kort efter blev det også 3-0, da Darwin Núñez blev dobbelt målscorer efter et straffespark.
I slutfasen fik Barcelona også rødt kort, da forsvarsspilleren Eric García fik sit andet gule kort.