Bar Meghan en skjult mikrofon
Kritikere spekulerer i, om hertuginden havde bagtanker, da hun hilste på sørgende briter foran Windsor Castle lørdag
Højest overraskende dukkede Harry og Meghan lørdag op foran Windsor Castle, hvor de i følgeskab med William og Kate hilste på briter, der, som dem selv, er i sorg over dronning Elizabeths død.
Nu spekulerer kritikere i, om Meghan i forbindelse med tiltaget bar en skjult mikrofon under kjolen og optog lydklip til brug i produktionen af sine Netflix-dokumentarer.
Mener at kunne spotte mikrofon
Spekulationerne er opstået - og bliver dyrket - på de sociale medier, hvor kritikere har delt billeder fra dagen og giver udtryk for, at man kan spotte aftegninger af en mikrofon på Meghans kjole.
- Bærer Meghan Markle en mikrofon for at bruge dronningens død til sit Netflix reality show?, er der for eksempel en, der skriver.
- Hun er bare en modbydelig og giftig kvinde. Jeg håber, at kong Charles har fortalt Harry, at hun ikke skal komme til begravelsen, lyder det fra en anden.
Helt ude i skoven
Ifølge en kilde tæt på hertuginden er spekulationerne dog 'helt ude i skoven'.
- Det her er vanvittigt - og skadeligt for hende. Selvfølgelig bar hun ikke en mikrofon, siger kilden til Page Six.
Det er i øvrigt første gang siden 'Commonwealth Day' i marts 2020, de royale brødre og deres hustruer er blevet set sammen i det offentlige rum.