Bankrøver slap af sted med 50.000: Heldigvis mødte han tre mænd
En gruppe borgere løb efter en mand, da han kom ud fra en bank i Hvidovre efter at have truet sig til penge.
En ung mand, der mandag truede sig til et kontantbeløb på omkring 50.000 kroner i Danske Bank på Hvidovrevej, nåede ikke langt med pengene, skriver Ritzau.
Et skilt i bankens hoveddør bekræfter ligeledes, at der har fundet et røveri sted.
Udenfor banken stod en gruppe borgere, der satte efter den løbende bankrøver, da han kom ud på gaden. Det oplyser Brian Holm, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi til mediet. Kort forinden havde vagtchefen via politikredsens Twitter også berettet om den heltemodige situation.
“Gode borgere løb efter og stoppede mand, som havde truet sig til et kontantbeløb i Danske Bank i Hvidovre”, skrev politiet.
Tabte legepistol
Borgerne, som på Twitter fik ros, indhentede den unge mand ved Baunebakken. Inden da havde han tabt en legetøjspistol, som han havde brugt til at true med.
– Der får man holdt ham fast, til vores politipatrulje kommer frem og kan overtage, siger Brian Holm.
Den unge røver var anholdt fem minutter efter episoden i banken, da politiet havde en patrulje i nærheden. De 50.000 kroner er i sikre hænder, og der var ingen, der kom til skade, selv om de ansatte i banken formentlig er lidt rystede, påpeger vagtchefen.
Manden er blevet anholdt og fremstilles formentlig i dommervagten tirsdag ifølge vagtchefen.
– Det skal juristerne selvfølgelig endeligt vurdere, siger han.