Bankindbrud: Slap afsted med computere

Mand måtte nøjes, da han brød ind i en bank. En masse pengesedler kunne det ikke blive til

Politiet har spærret vej. Foto: Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var ikke gigantiske pengesummer, som en ung mand stak afsted med, da han brød ind i Sparekassen Kronjylland Odder. Han måtte tage til takke med tre computere.

Østjyllands Politi rykkede natten til fredag ud til indbruddet i banken klokken 00.47.

Da betjentene nåede frem kunne de se, at en dør var brudt op, og der var stjålet tre bærbare computere. Det oplyser politiet i deres døgnrapport.

En patrulje opdagede kort efter en 24-årig mand, som kørte rundt på en scooter i nærheden.

Han forsøgte at flygte, da han så politiet, men styrtede efter en kort eftersættelse og blev hurtigt anholdt.

På sig havde manden en taske med de tre stjålne computere fra banken. Han blev derfor sigtet for indbruddet.

Stjal tyv også computere fra Danske Bank?

Derudover blev den 24-årige tyv sigtet for ikke at adlyde politiet, for narkokørsel, for kørsel uden førerret og for at køre på en scooter, der hverken var indregistreret eller havde den lovpligtige forsikring.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere. Natten til torsdag fik Danske Bank i Odder nemlig også stjålet nogle computere. Politiet vil finde ud af, om den sigtede mand også havde noget at gøre med indbruddet i denne bank.

Powered by Labrador CMS