Banker eks-kæresten med paraply og forsøger at sætte ild til lejlighed

Kvinde på 52 i Randers blev ifølge politiet udsat for både vold og hærværk af sin tidligere kæreste. Herefter forsøgte han at sætte ild til lejligheden.

En 48-årig mand er anholdt efter at have banket sin kæreste med en paraply og forsøgt at stikke ild i en lejlighed. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 48-årig mand fra Randers gik mere end almindeligt amok tirsdag eftermiddag.

Først på eks-kæresten, siden på en lejlighed. Det koster ham nu en sigtelse af de grovere – nemlig for at have overtrådt straffelovens paragraf om brandstiftelse. En sigtelse, der forøvrigt kun sjældent sigtes efter.

Først gik det dog ud over mandens eks-kæreste, en kvinde på 52 år.

Manden tævede den 52-årige med en paraply en time inden, han forsøgte at sætte ild til lejligheden. Kvinden fik ved slagene skade på venstre underarm og højre skulderblad.

I mellemtiden gik han også løs på kvindens bil med selvsamme paraply. Den fik både forrude og bagrude knust.

Herefter ville han altså på et tidspunk mellem klokken 13 og klokken 14 sætte ild til lejligheden.

– Kvinden var dog ikke i lejlighede, da han forsøgte, siger Marianne Morgen, pressekoordinator hos Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Sigtelsen er alligvel rejst efter paragraf 180 i straffeloven, som drejer sig om de tilfælde, hvor en brandstifter er klar over, at andres liv udsættes for overhængende fare.

Ifølge Marianne Morgen er den brugt, da der er omkringliggende lejligheder.

 

Politiet fik manden anholdt klokken 15.35.

Sagen anses for at være så grov, at en anklager onsdag eftermiddag i Retten i Randers vil bede dommeren om at varetægtsfængsle den 48-årige.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil af hensyn til efterforskningen anmode om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere i sagen.

Opdatering: Manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Powered by Labrador CMS