Bankchef tiltalt for kursfup: Jeg bestemte

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var EBH Banks direktør, der gav ordrer om køb og salg af obligationer, siger tiltalt i stor straffesag.

Om kursen på en obligation var 122 eller 126 gjorde ikke den store forskel. Det var nærmest hip som hap. Og i øvrigt var det direktøren, der bestemte.

Sådan lyder budskabet fra en fondschef i EBH Bank i Retten i Hjørring tirsdag, hvor han sammen med syv andre er tiltalt i en stor straffesag om blandt andet kursmanipulation.

Det er den første afhøring i sagen, hvor chefer fra EBH Bank, Morsø Sparekasse og Sparekassen Kronjylland er anklaget.

Tirsdag zoomes der i retten ind på et forløb i vinteren og foråret 2008, da Keops obligationer blev købt og solgt.

Arrangementerne endte med, at hustruerne til EBH-direktør Finn Strier Poulsen og Morsø Sparekasse-direktør Jørn Balch Christensen scorede en gevinst. Også Strier Poulsens datter fik jackpot. Men alt sammen på grund af kursmanipulation, hævder Bagmandspolitiet.

– Det var Finn Strier Poulsen, siger den daværende fondschef Henrik Sylvester Larsen, da specialanklager Jørn Thostrup vil vide, hvorfor EBH Bank begyndte at opkøbe Keops obligationer.

– I hans øjne var det et billigt og godt køb, og vi skulle sælge senere. Vi forsøgte så at samle obligationer op i markedet, siger fondschefen.

Det gik godt. Og på en optaget telefonsamtale kan man høre direktøren sige “du er en helt” til fondschefen.

– Jeg tror, han siger det for at a’e mig lidt på kinden, forklarer fondschefen. De to har arbejdet sammen i godt 20 år.

I takt med opkøb til kurs 119 og 122 blev de videresolgt til de to hustruer og datteren. Godt en måned senere steg kursen til 124 og 127 på grund af handler udført af fondschefen.

Specialanklageren vil vide, hvorfor han var villig til at købe til kurs 124.

– Mens vi sidder og handler, falder renten, så alt andet lige skal kursen stige. Det kan være det, jeg har taget ind i overvejelserne, svarer han.

Da han bliver gået på klingen om de forholdsvis høje bud, siger han:

– I min verden er det hip som hap, om kursen er 126, 122 eller 124 for sådan en obligation.

Han havde intet at gøre med hustruernes opkøb – og deres senere salg til EBH til den højere pris, som samlet ifølge Bagmandspolitiet indbragte 1,1 millioner kroner.

Til sidst i forløbet videresolgte EBH Bank til Morsø Sparekasse Fonden, som Jørn Balch Christensen var leder af, hvilket påstås at være bedrageri til 1,3 millioner kroner.

– Finn Poulsen fortalte mig, at han havde aftalt med Jørn Balch, at fonden skulle købe dem, siger Henrik Sylvester Larsen.

Afhøringen fortsætter onsdag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS